Reklameselskab forventer fortsat boykot af Facebook

Flere store reklameselskaber ventes at fortsætte Facebook-boykot, lyder vurdering.
Foto: Andrew Harnik/AP/Ritzau Scanpix
Foto: Andrew Harnik/AP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau Finans

De store selskaber vil fortsætte deres boykot af reklamer på Facebook for at gøre en ende på hadefuld retotik, vurderer verdens tredjestørste reklameselskab.

Det skriver Financial Times.

Vurderingen kommer fra reklameselskabet Publicis, der dog mener, at det er for tidligt at sige, om bevægelsen vil bære frugt.

"Jeg kan ikke forestille mig, at det vil dø hen, fordi jeg kan se målrettetheden fra vores kunder for at skabe forandring," siger Arthur Sadoun, der er topchef i Publicis, i et interview ifølge Financial Times.

Flere store selskaber - herunder Verizon, Unilever og Microsoft - har siden juni afholdt sig fra at reklamere på Facebook og har i stedet tilsluttet sig Black Lives Matter-protesterne.

Boykotten har sænket Facebooks reklameindtægter i Nordamerika med 32 pct. de seneste to uger, viser tal fra Social Bakers ifølge Financial Times.

For Publicis har det betydet et fald i omsætningen på 13 pct. sammenlignet med sidste år. Det er dog bedre end analytikernes forventninger, der ifølge Financial Times ventede et fald på 20 pct.

Det er ikke første gang, at Facebook oplever en boykot, som det blandt andet skete i forbindelse med Cambridge Analytica-skandalen. Dengang ebbede protesterne dog ud.

Til spørgsmålet om den igangværende boykot vil dø ud som dens fortilfælde, svarer Arthur Sadoun til avisen, at han forholder sig forhåbningsfuld, men at fortiden ikke giver megen grund til optimisme.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også