Gyldendal afviser at trække omdiskuteret bog tilbage

Trods kritik af en række påstande i bogen "Helt ude i hampen" står Gyldendal ved bogen og bakker forfatter op.
Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto
/ritzau/

Forlaget Gyldendal skriver i en pressemeddelelse, at det står ved udgivelsen af Karina Pedersens bog "Helt ude i hampen".

Det sker, efter at dele af bogens indhold er blevet kritiseret for at være faktuelt forkerte, ligesom flere af de omtalte personer ikke kan genkende sig selv i forfatterens beskrivelser.

Litterær direktør Johannes Riis siger i en pressemeddelelse, at forlaget står ved bogen.

"Bogens undertitel, "Mails fra underklassen", er valgt med omhu - mails er en moderne form for breve, som naturligt er subjektive, og "underklasse" er et bevidst valgt farvet ord."

"Vi betragter bogen som et stærkt personligt vidnesbyrd. Vi antager manuskripter på tekstens præmis og kvalitet, ikke på noget som helst andet."

"Journalistik har andre præmisser," siger Johannes Riis efter at have vendt bogen med forfatteren.

Gyldendal henviser til en artikel i Jyllands-Posten søndag, hvor væsentlige dele af bogens fakta skulle være bekræftet.

Forlaget mener også, at den ligefremme og påtrængende form er et vigtigt argument for at udgive bogen.

"Forfatteren har en stærk stemme i debatten, og hun giver et selvoplevet indblik i nogle miljøer, som ellers ikke kommer til orde," hedder det i pressemeddelelsen.

I bogen omtaler Karina Pedersen sin opvækst i boligbyggeriet Korskærparken i Fredericia.

Hun fortæller, hvordan familien var præget af alkoholmisbrug og kriminalitet, og hun beskriver et miljø, hvor langt de fleste er på overførselsindkomst og aldrig kommer i reel beskæftigelse.

Det modsiges dog af en række personer, som Metroxpress har kontaktet. Søskende, klassekammerater og en nabo har svært ved at genkende beskrivelserne.

Moren selv har over for Jyllands-Posten sagt det samme, selv om nogle af påstandene i bogen efter hendes mening er rigtige.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også