MediaWatch

Her er hovedpersonerne i Se og Hør-sagen

Otte personer og Aller Media er tiltalt i sagen, hvor Se og Hør ved hjælp af kreditkortoplysninger skal have overvåget kendte og kongeliges dagligdag.

I foråret 2014 kom det frem, at ugebladet Se og Hør skal have udnyttet kreditkortoplysninger til at spore kendte mennesker og skrive om deres privatliv. Sagen er blevet kaldt nyere tids største skandale i den danske medieverdenen.

Tolv har været sigtet i sagen, otte er blevet tiltalt onsdag. Identiteten på alle tiltalte kendes ikke, men her er et overblik over hovedpersonerne i sagen.

Journalist Ken B. Rasmussen, der tidligere har arbejdet på Se og Hør, skrev bogen "Livet det forbandede". Bogen var skrevet som fiktion, men blev brugt som udgangspunkt til en artikel i BT, som satte gang i skandalen. Han er blevet tiltalt i sagen.

Den såkaldte tys-tys kilde er en it-medarbejder hos IBM, der skal have fået penge fra Se og Hør for at levere oplysninger om kendtes kreditkorttransaktioner hos det daværende PBS, nu Nets. Han er blevet tiltalt for hacking og nægter sig skyldig.

Chefer blandt de tiltalte

Tidligere chefredaktør for Se og Hør Henrik Qvortrup er også blevet tiltalt. Han tiltrådte i 2002 og fratrådte i november 2008, et halvt år efter at tys-tys-kilden angiveligt blev en fast betalt meddeler. Han nægter sig skyldig.

Tidligere chefredaktør Kim Henningsen, der overtog lederposten efter Qvortrup, er ligeledes tiltalt. Han har erkendt det faktisk forløb, men mener ikke, at han har gjort noget ulovligt.

Per Ingdal, der trak sig som udgiverdirektør i Aller Media i kølvandet på sagen, var konstitueret chefredaktør for Se og Hør i en kort del af den periode, hvor de ulovlige metoder blev anvendt. Han er ligeledes blevet tiltalt.

Journalist også tiltalt

Journalist Kasper Kopping skal sammen med Ken B. Rasmussen have været den journalist på ugebladet, som var i daglig kontakt med tys-tys-kilden. Han har skrevet en bog, hvor han beskriver samarbejdet med kilden. Kasper Kopping har på sin egen blog bekræftet, at han er tiltalt i sagen.

To medarbejdere i redaktionsledelsen på Se og Hør, to journalister og en redaktionssekretær har, ifølge Journalisten, også været blandt de sigtede.

En medarbejder ved et flyselskab har været mistænkt for at give oplysninger til Se og Hør, men der er ikke blevet rejst tiltale. Politiet har heller ikke fundet ulovlige kilder i kongehuset eller andre offentlige institutioner.

Aller Media A/S er blevet tiltalt i sagen. Mediekoncernen vedkender sig det selskabsretlige ansvar for de ulovlige forhold i Se og Hør-sagen og er klar til at betale bøde i en kommende retssag.

Kilde: Ritzau, Ekstra Bladet, Journalisten

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs