Aller nedlægger to direktørstillinger

To direktører stopper i Aller Media som led i en større reorganisering, der skal flytte de kommercielle kræfter tættere på de enkelte forretningsområder.
Foto: Jonas Olufson/Polfoto/Arkiv
Foto: Jonas Olufson/Polfoto/Arkiv

Aller Media opløser den kommercielle enhed i virksomheden for at flytte kompetencerne og arbejdskræfterne ud i organisationens forretninger, skriver virksomheden i en pressemeddelese.

Det medfører, at Kim Christian Hvidkjær, kommerciel direktør i Aller Media, og marketingdirektør Vibeke Wolfsberg, fratræder deres stillinger.

"Jeg har sat utroligt stor pris på samarbejdet med Pål Thore (Krosby, Aller Medias adm. direktør, red.) og er meget tilfreds med de kommercielle resultater, vi har opnået gennem det sidste år. Samtidig betragter jeg nu min mission som fuldført og har derfor valgt at stoppe," lyder det fra Kim Christian Hvidkjær i pressemeddelelsen.

Stillingerne bliver ikke genbesat.

Led i flerårig strategi

Reorganiseringen sker som et led i Allers flerårige Safari-strategi, der blev indledt i 2012 med et mål om, at Aller skulle skrue op for opkøb og udvikle nye digitale produkter.

I mellemtiden har virksomheden skilt sig markant ud fra den traditionelle mediebranche med opkøb af tre rejseselskaber og medie marketing services, der producerer kundemagasiner, medlemsbalde og salg af kommunikationsløsninger samt rådgivning.

"Formålet med Safari-strategien er at udnytte de fordele, der ligger i at anvende vores stærke indhold i nye sammenhænge og på nye kommercielle måder - både i relation til vores udgiverforretning, rejseforretning og media marketing aktiviteter," lyder det fra Pål Thore Krosby i pressemeddelsen.

Ifølge Aller er den nye reorganisering den næste fase i Safari-strategien, hvor man vil overgå fra at have de kommercielle kompetencer i én selvstændig enhed til at sprede dem ud i forretningen.

Det betyder, at Allers Marketing- og Event afdeling samt Bladsalg og Kundeservice bliver flyttet til udgiverforretningen med reference til ugebladsdirektør Anette Kokholm.

Skal spille bedre sammen

Samtidig bliver der etableret en ny analyseafdeling i udgiverforretningen under magasindirektør Charlotte Riparbelli, der også er ansvarlig for Allers fagredaktioner og nordiske indholdsforretning.

Sidst overgår ansvaret for Allers mediesalg til direktør Jesper Ulsø, der er ansvarlig for Allers rejseforretning og media marketing selskaber.

"I kraft af vores nye organisation sikrer vi, at der er et optimalt sammenspil mellem være indholdsudvikling og kommercielle udvikling samtidig med, at vores indholdsproduktion er tættere på den feedback, vi får fra markedet. Derigennem kan vi udvikle nye temaer og koncepter, der matcher efterspørgslen hos vores læsere og samarbejdspartnere samt kapitalisere på disse initiativer inden for alle tre forretningsområder," udtaler Pål Thore Krosby i meddelelsen.

Organisationsændringerne træder i kraft 1. maj 2016. Det kommer kort tid efter, at Aller som led i en større spareøvelse valgte at afskedige 12 medarbejdere og droppede at genbesætte flere vikariater.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også