Pinborg bliver ny chefredaktør på Se og Hør

Metroxpress' ene chefredaktør, Niels Pinborg, skal være ny chefredaktør for Allers sladderblad.
Foto: Foto: Anthon Unger for Metroxpress
Foto: Foto: Anthon Unger for Metroxpress

Aller-ledelsen har headhuntet en af Metroxpress' to chefredaktører Niels Pinborg til jobbet som ny chefredaktør op Se og Hør. Det skriver Mx.dk. 

Niels Pinborg, 39, overtager posten efter Kim Henningsen, der forlod Se og Hør i slutningen af juni.

På Se og Hør får Niels Pinborg ansvaret for at holde sladderbladets konfrontatoriske linje - og samtidig styrke bladets onlineliv kommercielt og redaktionelt. Særligt sidstnævnte bliver en vigtig opgave, Se og Hør taber læsere og oplag på print men har en stærk position som det klart mest læste ugeblad online.

”Med Niels i spidsen for redaktionen har vi fået den helt rigtige leder til at løfte SE og HØR til det næste niveau. SE og HØR klarer sig fornuftigt i et udfordrende marked på print, men oplaget har gennem nogle år været faldende, og læserne konverterer i stigende omfang til digitale medier. Det bliver Niels’ opgave at lede og inspirere Se og Hørs redaktion til fortsat at lave et underholdende ugeblad. Derudover skal han forstærke udviklingen af Seoghoer.dk frem mod en bæredygtig forretning på alle digitale platforme,” siger udgiverdirektør Per Ingdal fra Aller Media.

Selv erklærer Niels Pinborg sig rede til at fastholde den lige-til-grænsen-linje, som er kendetegnende for Se og Hør.

"Jeg synes, det må være op til den enkelte historie, hvor langt man skal gå, og hvor konfrontatorisk man skal være. Man skal ikke være hård bare for at være hård. Men bladet bliver ikke tandløst med mig som chefredaktør. Det er bestemt ikke planen," siger Niels Pinborg til Mx.dk.

Det er ikke engang et halvt år siden, Pinborg blev ansat på Metroxpress. Han blev ansat 1. april for at give den relancerede gratisavis et "tabloidt pift" - efter mere end 13 år på Ekstra Bladet, hvor han kom fra en stilling som redaktør på Eb.dk.

"Vi takker Pinborg for et godt og humørfyldt halvt år og ønsker ham tillykke med de nye udfordringer. Personligt glæder jeg mig til at følge ham og se hvilken vej, han vil trække Se og Hør," siger ansvarshavende redaktør på Metroxpress, Jonas Kuld Rathje til Mx.dk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også