Eurowoman afviser model-kritik

Egmont-magasin revses for valget af juli-udgavens forsidemodel. Chefredaktør Anne Lose afviser kritikken. 

Debatten om (for) tynde modeller er blusset op på Facebook i de senere dage i forbindelse med den seneste forside på Eurowoman, skriver Bt.dk.

På modemagasinets Facebook-side har flere brugere kritiseret valget af den norske forsidemodel i juli-udgaven for at se tyndere ud end sundt er.

" Man kan ikke skyde på pigen, men man kan skyde på Eurowoman for deres valg af forsidemodel. Hvorfor vælge en pige, der ligner teenager med dårlig holdning? Normalt er vi på vagt over for sygelige tynde modeller, der giver udtryk for højt selvværd, men hende her er der forhåbentlig ingen, der har lyst til at ligne, og så kan det da undre, at man kommer hende på forsiden af et blad, der læses af kvinder, der gerne vil have tjek på tingene. Det udstråler hende her i hvert fald ikke," siger generalsekretær Steen Andersen fra Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser til BT.

Kritikken har fået Eurowomans chefredaktør på banen med et modsvar, hvor hun pointerer, at modellen ikke er syg, men slank af natur.

"Jeg vil gerne understrege, at pigen ikke er syg. Jeg har mødt hende, og vi brugte hende også på forsiden i februar. Det er vigtigt for os, at vores modeller er sunde og raske, og derfor samarbejder vi kun med de mest seriøse modelbureauer," skriver Anne Lose i en kommentar til Bt.dk.

Hun uddyber, at meningen med forsiden har været at skabe et Twiggy-inspireret look og en stemning ala 1960’ernes Paris.

Den forsikring har dog ikke fået kritikken til at forstumme helt på Facebook. En læser bemærker:

"Dejligt at høre, at hun ikke er syg! Men det ændrer ikke på, at jeres forside sender forkerte signaler. Som DK's førende modeblad for kvinder, ville det være rart, hvis I ville slå et slag for jeres yngre medsøstres velbefindende."

Oplag: Eurowoman 2003 - 2012 

En hårdfør modekvinde bliver 15 år  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også