Unges vandring væk fra flow-tv tog fart i 2016

Alderskløften foran fjernsynet voksede sidste år, hvor de 15-29-årige skar mere end en halv time af det daglige flow-tv-kiggeri.
Foto: Morten Flarup/Polfoto/Arkiv
Foto: Morten Flarup/Polfoto/Arkiv

Klassisk fjernsynskigning fanger i stadigt mindre grad de unge. Vandringen væk fra flow-tv blandt de 15-29 årige tog for alvor fart i 2016, viser rapporten Medieudviklingen 2016 fra DR Medieforskning.

Den viser, at det daglige minuttal, der bliver brugt af de unge foran flimmerkassen, faldt fra 121 min. i 2015 til 88 min. i 2016. Det svarer til et fald på 27 pct. Faldet er det største i den unge aldersgruppe de seneste 10 år, som det fremgår af grafen nederst i artiklen.

Til sammenligning faldt forbruget blandt de 3-14-årige med 14 min. dagligt svarende til 8 pct., mens seningen hos personer på 55 år og derover faldt 11 min. dagligt eller 4 pct.

Siden den daglige tv-tid toppede i 2010, har de unge mellem 15 og 29 år skåret mere end halvanden time af det daglige flow-tv-forbrug - fra 183 min. til 88 min. For aldersgruppen over 55 år er faldet siden 2010 bare 7 min. dagligt, mens det i børnehøjde er skåret 43 min. fra 201 min. i 2010 til 158 i 2016.

Som det tidligere har været fremme, faldt det generelle antal minutter, vi bruger foran, flimmerkassen dagligt med 8 pct., men tallet dækker over store forskelle imellem børn, unge og voksne. Det er i sig selv ikke overraskende og har været tendensen i flere år. Det bemærkelsesværdige er det forholdsmæssigt stejlere fald sidste år i det unge tidsforbrug - og at de ældre seere samtidig meldte sig ind i den faldende tendens.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også