MediaWatch

TV 2 lukker business-kanal

Kun et halvt år efter lanceringen meddeler TV 2, at TV 2 Business lukker. "Vi har mistet troen på, at kanalen på sigt kan blive en overskudsforretning," udtaler digital direktør.

Henrik Ohsten / TV 2
Billede fra TV 2 på Teglholmen i København. Foto: Henrik Ohsten / TV 2

TV 2 trækker stikket på onlinetv-satsningen TV 2 Business, som blev lanceret i maj. Det oplyser TV 2 i en pressemeddelelse. Lukningen sker med effekt fra nytår.

"Vi må desværre konstatere, at TV 2 Business som selvstændig digital kanal ikke har levet op til vores forventninger om antallet af abonnenter. Vi har via et innovativt produkt leveret en stærk og tæt dækning af erhvervslivet, men vi har mistet troen på, at kanalen på sigt kan blive en overskudsforretning, og derfor har vi besluttet en ny struktur for erhvervsdækningen på TV 2 fremover," siger TV 2's digitale direktør, Anders Blauenfeldt, i meddelelsen.

Med lukningen af Business vil TV 2 i stedet lægge sin erhvervsdækning over på TV 2 Nyhederne, TV 2 News, tv2.dk, TV 2's nyhedsapp og TV 2 Play.

"Vi kan bestemt være tilfredse med og stolte af vores journalistiske indhold på TV 2 Business, og vi har fulgt erhvervslivet tæt i både vores løbende nyhedsopdateringer og i magasinprogrammerne. Det fortsætter vi naturligvis med – blot på vores øvrige platforme som før udvidelsen med TV 2 Business," udtaler Jacob Kwon, nyhedschef på TV 2 Nyhederne og ansvarlig for TV 2 Business.

Business-kanalens lukning betyder, at tre faste medarbejdere er blevet afskediget, oplyser TV 2. En række medarbejdere har været ansat i tidsbegrænsede stillinger. Seks af dem får ikke deres kontrakter forlænget.

TV 2 Business blev lanceret i maj efter flere forsinkelser. Projektet blev præsenteret i januar 2015 som et samarbejde mellem TV 2 og Berlingske Media. Berlingske trak sig fra projektet i efteråret 2015, mens TV 2 altså gik alene videre med projektet og lancerede kanalen i maj.

Det har ikke været nogen hemmelighed, at Business' abonnementskare har været til at overskue.

"Man kan godt sige, at vi ikke er blevet rendt over ende af abonnenter," udtalte Anders Blauenfeldt til MediaWatch i oktober.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere