MediaWatch

TV 2 sikrer sig tv-rettigheder til tennis

En lang række af Caroline Wozniackis og de øvrige kvindelige tennisspilleres kampe kan fra det nye år ses på TV 2 Sport og TV 2 Play.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki under en WTA-turnering i Hongkong tidligere på året. | Foto: Zhang Wei/AP/Polfoto/Arkiv

Kvindernes WTA-turneringer i tennis vil fra 2017 have hjemme på tv hos TV 2. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Aftalen dækker over lige godt 40 WTA-turneringer svarende til stort set alle turneringer bortset fra de fire store Grand Slam-turneringer. TV 2 vil tage sportskanalen TV 2 Sport og streamingtjenesten TV 2 Play i brug til at vise tenniskampene.

"På TV 2 Sport er vi lykkelige for denne nye rettighed, og vi ser frem til samarbejdet med WTA. Vi har sendt et par turneringer med Caroline Wozniacki i år, og der har været stor interesse fra vores seere og brugere – både til transmissionerne af Carolines kampe på tv og på de digitale platforme," udtaler Frederik Lauesen, sportschef hos TV 2, i meddelelsen.

TV 2 får adgang til i første omgang 800 kampe. Sendefladen på TV 2 Sport gør det ikke muligt at sende alle kampe dér, og derfor bliver en del af kampene vist på TV 2 Play.

Den første WTA-turnering i det nye år indledes 2. januar i Auckland i New Zealand. TV 2's aftale gælder fire år.

Mens TV 2 altså sætter sig på kvindetennis, har MTG, der står bag TV3-kanalerne og Viaplay, sikret sig rettighederne til mændendes ATP-turneringer.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs