Stofa vil stoppe tv-flugt ved at flytte populære kanaler

Flere af de mest populære tv-kanaler flyttes til mindre tv-pakker hos en af landets største tv-distributører for at bremse kundeflugt.

Tv-kunderne siger i stigende grad farvel til de store tv-pakker, og det tager Danmarks næststørste tv-distributør, Stofa, konsekvensen af. Stofa flytter nu flere af mest populære kanaler ned i mindre pakker i håbet om, at det kan holde på kunderne. Det skriver Berlingske Business.

"For få år siden havde 80 pct. af vores kunder den store pakke. Nu er det nede under 40 pct. Men mange efterspørger stadig sportsprogrammerne. Derfor har vi nu lagt TV3 Puls ned i pakke 1 (den lille pakke, red.) og TV3+ ned i pakke 2 (mellempakken, red.), eftersom mange har sagt farvel til pakke 3 (fuldpakken, red.)," siger Ole Fruekilde Madsen, adm. direktør Stofa, til Berlingske Business.

Kanalflytningerne skal samtidig mildne kritikken af de prisstigninger, som indføres fra 1. januar, fortæller Stofa. Samtidig overvejer tv-distributøren at indføre "en endnu billigere og meget skrabet pakke" for at holde på endnu flere kunder.

Det bliver dog formentlig ikke i 2017, at det sker, lyder det fra Stofa, som er ejet af SE.

Også Yousee og Boxer har bebudet prisstigninger fra nytår.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også