DR henter ny politisk korrespondent internt

Den ledige stol, efter Ask Rostrup er blevet vært på TV-Avisen, bliver udfyldt af politisk redaktør i DR Nyheder, Uffe Tang.
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR
Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

DR har fundet sin nye politiske korrespondent, efter det blev offentliggjort, at Ask Rostrup skifter til værtsrollen for TV-Avisen. Stillingen bliver besat af Uffe Tang, der de seneste fire år har været politisk redaktør i DR Nyheder og forinden havde seks år på Christiansborg for Berlingske. Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

"Jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet som korrespondent. Efter 10 år på Christiansborg føler jeg mig klar, men jeg er også meget ydmyg over rollen. Heldigvis skal jeg stadig arbejde på Danmarks bedste politiske redaktion. Men det har været en svær beslutning at slippe ledelsesansvaret for både nyhedsredaktionen og det politiske magasin," siger Uffe Tang i meddelelsen.

Han tiltræder sin nye stilling 1. september og kommer til at sidde sammen med Christine Cordsen, der blev udnævnt for et halvt års tid siden.

Indholdschef fra DR Nyheder Sandy French udtaler om Uffe Tangs skifte:

”Jeg er meget glad for, at Uffe Tang har lyst til at påtage sig opgaven som politisk korrespondent. Han er en meget stor profil inden for et område, der er kernestof for DR Nyheder. Seerne kommer virkelig til at nyde godt af hans store netværk, indsigt i det politiske stof og evne til klar formidling."

Hvem der overtager stillingen som politisk redaktør i DR Nyheder, er endnu ikke meldt ud.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også