DR gafler Bonnier-chef til nyt videnscenter

I forbindelse med udflytningen til Jylland har DR hyret ny videnskabschef, der skal opbygge det kommende videnscenter i Aalborg.
Foto: DR/Heidi Mikalsen
Foto: DR/Heidi Mikalsen

DR har været på rov hos Bonnier Publications og ansat Carsten Nymann som ny videnskabschef, oplyser huset i en pressemeddelelse.

Carsten Nymann, 36, kommer fra en stilling chefredaktør for Bonnier Online og skal stå i spidsen for opbygningen af DR's kommende videnscenter i Aalborg.

”Det er ikke let at finde et menneske, som både brænder for indhold, har forstand på digital formidling og kan opbygge og lede et helt nyt center med mange forskellige kompetencer. Men det har vi fundet i Carsten Nymann, som netop får til opgave at samle det hold, der kan arbejde på tværs af kompetencer. Og hvor det gængse hierarki imellem teknikere, grafikere og journalister kan brydes for at bane vej for de bedste ideer,"siger direktør i DR Danmark, Anne-Marie Dohm, om ansættelsen.

Carsten Nymann er uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus for 10 år siden. Han har siden arbejdet i magasinbranchen og har hos Bonnier blandt andet stået for omstruktureringen af magasinhusets otte webredaktioner, skriver DR.

"Carsten Nymann har erfaring med at tænke indhold og platform sammen , og det bliver helt afgørende for det nye center. Her skal der tænkes ægte digitalt,” siger direktør i DR Danmark Anne-Marie Dohm.

DR's nye videnscenter hos DR Nordjylland i Aalborg er en del af DR's store udflytningsplan, der blev præsenteret i foråret.

Centret skal fra næste år tælle 28 fuldtidsstillinger og på sigt 32, oplyser DR. Ud over at fungere som skoletjeneste skal en redaktion producere indhold om videnskab bl.a. til P1 og dr.dk's underside "Viden".

Carsten Nymann tiltræder stillingen som videnskabschef 1. september.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også