Ombudsmand: DR-afvisning af aktindsigt i P1 er i orden

DR afviste i efteråret at efterkomme en anmodning om aktindsigt i P1’s samlede programudgifter og radiokanalens indtægter fra en journalist på Jyllands-Posten. Den beslutningen klagede journalisten efterfølgende over til Folketingets Ombudsmand.
Nu har ombudsmanden behandlet sagen, og konklusionen lyder, at DR var i sin fulde ret til at afvise aktindsigten.
”Radio- og fjernsynsloven giver DR ret vide muligheder for at tilbageholde den slags oplysninger. Også selv om vi taler om helt overordnede budgetoplysninger,” udtaler Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen i en pressemeddelelse.
Journalisten havde søgt aktindsigt i P1’s overordnet budget fratrukket faste udgifter (vand, varme, bygninger, kantine etc.), udgifter til programvirksomhed, udgifter til distribution, teknik og IT, udgifter til lønninger samt radiokanalens indtægter.
På trods af at ombudsmanden i sin udtalelse fastslår, at de overordnede tal kun har indirekte tilknytning til P1’s programvirksomhed, giver hensynene bag paragraf 86, stk. 1, i radio- og fjernsynsloven ikke grundlag til at kritisere DR’s beslutning.
I paragrafen står at ”Sager og dokumenter vedrørende DR's og de regionale TV 2-virksomheders programvirksomhed og forretningsmæssige forhold i tilknytning hertil er undtaget fra lov om offentlighed i forvaltningen.”
Relaterede artikler:
Radiokæmpe kaster sig ind i DR-debatten
For abonnenter