Medierådet: Public service rammer forbi de unge

Medierne skal gentænke nyhedsformidlingen, hvis de skal nå de unge, mener afdelingschef i Medierådet.

I foråret holdt Public Service-udvalget temamøde om børn og unge om public service. Forud for mødet spurgte Medierådet, der var medarrangør, nogle gymnasieelever, om de havde lyst til at give deres besyv med om fremtidens public service.

Det havde eleverne dog svært ved at se et formål med, skriver afdelingschef i Medierådet i et debatindlæg på Altinget.  

For det første var de sociale medier og ikke tv den primære kilde til nyheder for de unge, og for det andet havde de svært ved at købe ind på det traditionelle nyhedsformat i tv-aviser og debatprogrammer, skriver afdelingschefen.

"For unge kan det virke lidt som om, at dansk medieproduktion – overfloden af dansk producerede nyheder, debatprogrammer, forbrugerprogrammer, underholdning – ja, sågar dansk film og tv-dramatik - på en eller anden måde er dem uvedkommende; et parallelsamfund fra en svunden tid, som er på vej til et andet sted end dér, de unge gerne vil hen," skriver Claus Hjort i debatindlægget.

Han understreger, at reaktionen ikke var udtryk for en manglende samfundsinteresse, men at medierne skal gentænke den journalistiske tilgang, hvis de unge skal favnes.

"Unge vil være med til at gøre en forskel – men ikke til færdigproduceret public service på tv og nettet, men til public service, der danner ramme for dialog og udvikling. Unge skal fortælle deres egne historier. De skal fortælle os voksne, hvordan de godt kunne tænke sig, at vi på tværs af generationerne debatterer og arbejder på at få løst verdens problemer," skriver han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også