MediaWatch

DR vil ikke udlevere omstridte Panama-papirer

På trods af skatteministerens opfordring om at udlevere Panama-papirerne, vil DR ikke udlevere dokumenterne.

Mossach Fonseca i Panama er omdrejningspunktet for de såkaldte Panamapapers. | Foto: Arnulfo Franco/AP/Polfoto

DR vil ikke følge skatteminister Karsten Lauritzen (V) opfordring til at udlevere Panama-papirerne. Det fortæller Anne-Marie Dohm, der er direktør i DR.

"Materialet er ikke givet til DR. Det er givet til Süddeutsche Zeitung, som har valgt at dele materialet i et netværk af uafhængige journalister. Vi får adgang til materialet på de betingelser, at det ikke udleveres til tredjemand, og at det behandles fortroligt," siger hun.

Skatteministeren opfordrer public service-mediet til at udlevere de dele, der er relevante for Skat, som ikke har adgang til oplysningerne, så myndighederne kan få fat på de danskere, som bevidst har snydt i skat.

Anne-Marie Dohm forklarer, at det også er af principielle grunde, at DR ikke vil udlevere dokumenterne til myndighederne.

"Det er rigtig vigtigt, at vi som danske medier ikke går hen og bliver myndighedernes forlængede arm."

"Det er vigtigt at whistleblowere, som har dokumenter af væsentlig offentlig interesse kan gå i medierne uden risiko for, at materialet videregives til magthaverne. I så fald ville vi ikke kunne bevare den uafhængighed, som medier skal have," siger hun.

Dagbladet Politiken ligger også inde med papirer, som stammer fra lækagen, men avisen bliver ikke mødt med samme krav fra skatteministeren.

/ritzau/

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

MediaWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs