Afgående Yousee-direktør havde set afsked komme

René Brøchner stopper som direktør i Yousee og afløses af hollænder. Den afgående direktør har hele tiden vidst, "at man var på jagt efter den helt rigtige kandidat til jobbet".
Foto: PR
Foto: PR

Senest ved udgangen af i år sætter René Brøchner punktum for 15 år i TDC.

I en pressemeddelelse meddeler TDC, at René Brøchner stopper som direktør i Yousee og afløses af hollænderen Jaap Postma, som kommer fra en stilling som senior excecutive vice president i det hollandske teleselskab KPN.

Ifølge TDC's koncernchef, Pernille Erenbjerg, er ansættelsen af Jaap Postma en naturlig forlængelse af TDC's udmelding fra starten af året om, at TDC lægges sammen med Yousee på privatmarkedet med Yousee som det fortsættende brand.

For René Brøchner kommer det ikke som en overraskelse, at ledelsen har valgt en anden end ham til opgaven med at søsætte det nye Yousee.

"Jeg har været utrolig glad for at være en del af TDC Group de sidste 15 år. Det gælder ikke mindst mine tre år i spidsen for det daværende YouSee og de seneste måneder i rollen som konstitueret direktør for det nye YouSee – også selvom jeg hele tiden har vidst, at man var på jagt efter den helt rigtige kandidat til jobbet," udtaler René Brøchner i en pressemeddelelse.

Vil hjælpe ny direktør

René Brøchner har ifølge sin Linkedin-profil været i TDC-koncernen siden 2001 og stået i spidsen for Yousee siden 2014.

Ifølge Rene Brøchner er det nye Yousee kommet godt fra land.

"Det har været spændende at få lov til at være med i opstarten af den store transformation fra TDC til Yousee på privatmarkedet, hvor vi allerede er kommet rigtig langt. Jeg kan derfor også med ro i sindet videregive ansvaret til den nye direktør, Jaap Postma, der skal tegne Yousee fremover," udtaler René Brøchner.

Han forlader TDC senest 31. december 2016 og vil indtil da hjælpe Jaap Postma frem til sin fratrædelse, oplyser TDC.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også