Yousee skifter ud på direktørposten

René Brøchner stopper som direktør i Yousee og afløses af hollænder. Ifølge TDC's topchef er det en naturlig forlængelse af beslutningen om at lægge TDC sammen med Yousee på privatmarkedet.
Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto/Arkiv
Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto/Arkiv

Yousee får ny direktør. Jaap Postma begynder i koncernen 10. maj, og han afløser René Brøchner som direktør for TDC's tv-forretning. Det skriver TDC i en fondsbørsmeddelelse.

René Brøchner fortsætter som konstitueret direktør for Yousee og medlem af TDC's corporate management team, og han stopper i TDC senest ved udgangen af 2016.

Den nye Yousee-direktør, Jaap Postma, bliver ligeledes medlem af TDC's direktion. Han er 41 år gammel og kommer fra en stilling som senior excecutive vice president i det hollandske teleselskab KPN. Jaap Postma har tidligere haft flere forskellige stillinger i samme selskab.

René Brøchner har ifølge sin Linkedin-profil været i TDC-koncernen siden 2001 og i spidsen for Yousee siden 2014.

"De bedste folk på alle poster"

TDC's topchef, Pernille Erenbjerg, glæder sig over ansættelsen af Jaap Postma.

"Han er i den grad lykkedes med at skabe en klar position på det hollandske marked inden for sammenhængende løsninger til private kunder, hvilket netop også er Yousees varemærke," udtaler Pernille Erenbjerg i en pressemeddelelse.

Hun udtaler også, at TDC har "en klar strategi om at blive de bedste i branchen, og det kræver, at vi har de bedste folk på alle poster", og den målsætning passer den nye direktør altså ind i.

Pernille Erenbjerg benytter samtidig lejligheden til at takke René Brøchner for sit virke i TDC.

"René har stået i spidsen for vores revitalisering af Yousee-brandet og har været med til at vende udviklingen på både salget af tv, bredbånd og mobil. Over de seneste par måneder, som konstitueret direktør, har René taget fuldt ejerskab med at igangsætte transformationen fra TDC til YouSee og har i den grad været loyal over for forretningen, og det er højt værdsat," udtaler TDC-topchefen i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også