Zentropa satser på det kinesiske marked

Den danske filmproducent indgår aftale med prominent kinesisk filmmand og går efter succes på det milliardstore marked i Kina.
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv
Foto: Finn Frandsen/Polfoto/Arkiv

I ceremonielle omgivelser på den danske ambassade i Beijing underskrev Zentropa i går en historisk samarbejdsaftale med den kendte kinesiske filmmand Shu Huan. Det skriver Børsen.

Aftalen er næste skridt i den danske filmproducents håb om at sparke døren ind på det lukrative kinesiske filmmarked.

”Det er et scoop ud over alle grænser, at vi har fået Shu Huan med om bord - den bedste partner, vi kunne drømme om. Ikke bare fordi han har skrevet manuskripter til flere blockbusters, men også fordi han er vild med H.C. Andersen og tror så meget på idéen, at han selv har investeret et stort beløb i projektet," siger direktør for Zentropa China, Rikke Ennis, der har arbejdet næsten tre år på at finde den rette kinesiske partner.

Sammen skal Shu Huan og Zentropa skabe en film med den berømte danske eventyrdigter H.C. Andersen som omdrejningspunkt. Filmen får et budget på ca. 50 mio. kr., hvoraf to tredjedele er kinesiske investeringer – blandt andet fra Shu Huan, som personligt har lagt penge i projektet. Resten af pengene kommer fra danske investorer, som tæller IFU, Investeringsfonden for Udviklingslande, og Odense Kommune, hvor en del af filmen skal optages.   

De kinesiske forbrugere forventes ifølge Berlingske at købe biografbilletter til en værdi af 44 mia. kr. i 2015.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også