Medieordførere: Behov for mere gennemsigtighed i DR

Offentligheden skal have bedre indsigt i DR’s økonomi. Det mener en række medieordførere, efter det har vist sig umuligt at få klarlagt, hvorfor radiokanalen P1 har et årligt budget på 199 mio. kr. mod konkurrenten Radio24syv’s budget på 108 mio. kr. Det skriver Jyllands-Posten.
Medieordførerne fra Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance erklærer, at det i sidste ende kan være nødvendigt med en lovændring, hvis DR ikke åbner mere op ad frivillighedens vej. Dermed tegner der sig et flertal i kredsen bag medieforliget for at give offentligheden mere indsigt i DR’s økonomiske prioriteringer.
Afviste aktindsigt
Sagen er kommet på dagsordenen, efter DR har afvist en anmodning fra JP om aktindsigt i P1’s overordnede budgetrammer med henvisning til DR’s undtagelse for offentlighedsloven i radio- og fjernsynsloven.
Medieordførerne er alle enige om, at der kan være elementer i DR’s økonomi, som skal være afgrænset fra offentlig indsigt, men der er behov for større gennemsigtighed, end der er i dag.
”Vi må have en vurdering – også en juridisk vurdering af, hvad der er til hinder for mere åbenhed. Det er meget muligt, at der skal være nogle beskyttelser i forhold til de enkelte journalisters arbejde og programvirksomheden – også i lovgivningen – men det kunne være rart, hvis vi kunne få en juridisk vurdering af radio- og fjernsynsloven, som den er i dag, og forslag til, hvordan man kunne lave det om," siger Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, til Jyllands-Posten.
Enhedslisten og Venstre mener ligeledes, at der kan være behov for mere åbenhed omkring økonomien i DR.
Med henvisning til armslængdeprincippet mener Radikale Venstre som eneste parti ikke, at der er behov for at kigge nærmere på DR’s åbenhed omkring økonomien. Det er en sag for DR’s bestyrelse og ikke medieordførerne, mener medieordfører Rasmus Helveg Petersen.
Relaterede artikler:
Login kan få hver anden til at vende dr.dk ryggen
For abonnenter
Fremgang for DR på nettet
For abonnenter