Streamingtjenester presser europæiske tv-stationer

Europæiske broadcastere satser på dyre dramaproduktioner for at konkurrere mod streaminggiganter som Netflix og Amazon.

Det er blot tre år siden, at Netflix præsenterede sin første egenproducerede tv-serie, "House of Cards". Dens succes har fungeret som rambuk for streamingtjenesten, når den er gået ind på nye markeder, og det har fået europæiske broadcastere som BBC og Sky til at satse på deres egne dyre tv-produktioner. Det skriver The Guardian.

2,5 mio. pund (26 mio. kr.) koster BBC’s kommende dramaserie ”Krig og Fred” – pr. afsnit vel at mærke. Det betyder, at den samlede pris på serien, der er planlagt til seks afsnit, løber op i 156 mio. kr.

Det er dog småting sammenlignet med Sky Atlantics nye tv-serie ”Fortitude”, der får et budget på 25 mio. pund (260 mio. kr.).

Satsningerne er udtryk for, at de engelske broadcastere er blevet inspireret af streamingtjenesternes 'big budget-serier'.

”Jeg vil have britisk drama til at være rygraden i en mere markant tilgang til alle vores ydelser, der skal fange offentlighedens fantasi med verdensklasseværker på en global scene," udtalte BBC’s generaldirektør, Tony Hall, om sin fremtidsvision i september ifølge The Guardian.

Store investeringer

De kostbare investeringer får dog svært ved at leve op til streamingtjenesternes ambitiøse projekter. Amazon betaler de tidligere Top Gear-værter, Jeremy Clarkson, Richard Hammond og James May, i omegnen af 160 mio. pund (1,66 mia. kr.) for en række nye bil-programmer, mens Netflix eftersigende bruger tre mio. pund (30 mio. kr.) pr. afsnit på den kommende serie ”The Crown”.

Siden debuten på ”House of Cards” i 2013 har Netflix for alvor sat fart i produktionen af eget indhold. Således regner streamingtjenesten ifølge The Guardian med at vise 440 timers egenproduceret programmer i 2015. Næste år vil Netflix investere mere end 41 mia. kr. i sine egne produktioner.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også