DR-dokumentar kåret til årets bedste i Tyskland

Fortælling om Edward Snowden har vundet prisen som årets bedste i Tyskland. Dokumentaren blev til i samarbejde mellem DR og tyske NDR.
Foto: Klaus Nedergaard/DR
Foto: Klaus Nedergaard/DR

I januar kunne danske tv-seere opleve dokumentaren ”Snowdens store flugt” på DR1. Den beskriver historien om den amerikanske whistleblower Edward Snowden, hans offentliggørelse af store mængder fortroligt materiale om den amerikanske efterretningstjeneste og efterfølgende flugt fra myndighederne i hans hjemland.

Dokumentaren blev til i et samarbejde mellem DR-journalisten Poul-Erik Heilbuth og tyske John Goetz, der er ansat på tv-stationen NDR, og nu er resultatet blevet belønnet med en pris som årets bedste dokumentarfilm i Tyskland. Det skete, da Deutsche Akademie für Fernsehen i weekenden uddelte tv-priser ved fest i den tyske by Køln.

”Jeg har ikke lavet mange andre film, som har været så svære at lave som denne. Derfor er jeg og John Goetz rigtig glade for anerkendelsen. Grundlæggende var det jo samtidig en umulig tanke, at vi kunne få et interview, for slet ikke at sige to med Edward Snowden, så for os er denne pris et dejligt skulderklap,” siger Poul-Erik Heilbuth, der arbejder i afdelingen DR Samfundsliv, i en pressemeddelelse.

Hidtil er dokumentaren blandt andet blevet vist i Frankrig, Tyskland, Rusland, Norge, Sverige, Holland, Island og Finland.  

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også