TV 2 udnævner digital direktør

TV 2 sætter navn på ny digital direktør, som kommer fra en stilling hos Mofibo. Han begynder i jobbet 1. februar.
Foto: Henrik Ohsten/TV 2
Foto: Henrik Ohsten/TV 2

TV 2 har sat navn på den person, der skal bestride den nye post som digital direktør. Det bliver 43-årige Anders Blauenfeldt, oplyser TV 2 i en pressemeddelelse.

Han begynder i sit nye job 1. februar. Anders Blauenfeldt får ansvaret for TV 2's digitale platforme og den strategiske udvikling af TV 2 Play, tv2.dk, app og de øvrige digitale aktiviteter i tv-koncernen.

Han kommer til TV 2 fra en stilling i e-bogsplatformen Mofibo, hvor han har været siden 2014. Før det har han i en årrække haft forskellige jobs i TDC-koncernen.

"Jeg glæder mig rigtigt meget til at byde Anders Blauenfeldt indenfor på TV 2. Han vil blive en vigtig digital stemme i direktionen, og med sine mange års erfaring inden for tv-branchen kender og forstår han mediets muligheder og udfordringer og vil kunne bidrage væsentligt til udviklingen af vores digitale forretning. Anders Blauenfeldt er vant til at arbejde i krydsfeltet mellem teknologi og det kommercielle, og samtidig er han kendt som en dygtig leder med næse for innovation og en energisk frontløber med stærke samarbejdsevner," siger TV 2s adm. direktør, Merete Eldrup, i pressemeddelelsen.

Ny digital strategi

Jagten på den nye digitale direktørblev meldt ud i august. Her fortalte TV 2 om sine digitale ambitioner, som bl.a. handler om en fordobling af den digitale omsætning på tre år.

"Positionen som TV 2's nye digitale direktør er for mig at se det mest spændende job i Danmark lige nu inden for medier, teknologi og digitalisering. TV 2 har allerede 10-15 års erfaring som stor aktør på web og streaming - en erfaring, der bliver central i den grundlæggende digitale transformation, som venter forude. Jeg glæder mig rigtigt meget til at have en finger med i spillet i denne spændende udvikling på TV 2," siger Anders Blauenfeldt i pressemeddelelsen.

Når Anders Blauenfeldt tiltræder 1. februar, vil TV 2's direktion bestå af adm. direktør Merete Eldrup, finansdirektør Peter Normann, programdirektør Anne Engdal Stig Christensen, kommerciel direktør Flemming Rasmussen og så Anders Blauenfeldt.

I øjeblikket er Mikkel Hertz også en del af direktionen som konstitueret nyhedsdirektør.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også