Fem stævnet for Stein Bagger-serie på DR3

To DR-chefer, to journalister og en redaktør i produktionselskabet bag DR3-serien "Find Stein Baggers penge" er blevet stævnet for injurier af svenske Carl Freer.
Foto: Lars Krabbe
Foto: Lars Krabbe

Carl Freer forsøgte uden held at få nedlagt fogedforbud mod visningen af DR3's serie "Find Stein Baggers penge". Nu har han taget skridtet videre og personligt stævnet fem personer med ansvar for programmerne for injurier. Med stævningen følger et krav om bøde og økonomisk kompensation på 250.000 kr. Det skriver Børsen.

De fem stævnede er DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn, DR-redaktør Mads Kromann Andersen, DR-journalist Anders Stegger, redaktør ved produktionsselskabet Monday Christian Kirk Muff og den svenske journalist Christer Berglund.

Baggrunden for stævningen er programseriens omtale af Carl Freer. Svenskeren hævder, at DR ikke har haft rimelig grund til at fremhæve ham med navns nævnelse, da sagen ligger syv år tilbage, og han aldrig er blevet idømt straf i forbindelse med sagen. Carl Freer var chef for Mikael Ljungman, der i lighed med forretningspartneren Stein Bagger blev idømt syv års fængsel for sin rolle i svindelsagen.

"Serien "Find Stein Baggers penge" er injurierende i sin fremstilling af Carl Freer. Vi ønsker, at retten tager stilling til, hvorvidt de fem sagsøgte personer har overtrådt straffeloven," siger Freers advokat, Karsten Thomas Henriksen fra Magnusson Law til Børsen.

Stævningen indstiller til, at de fem stævnede personer skal hæfte personligt for bøden og ikke deres arbejdsgivere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også