Kritisk replik gav DR-korrespondent problemer i Nordkorea

DR-korrespondent fik problemer med sin udrejse fra Nordkorea, kort efter han havde ladet en kritisk bemærkning falde om landet til en embedsmand.

En reportage fra Nordkorea tog en uventet drejning for DR’s Asien-korrespondent, Philip Khokhar, skriver dr.dk.

DR's reporter fik for nylig visum til det ellers lukkede land, der havde inviteret international presse på besøg for at dække fejringen af 70-året for landets kommunistparti. Under sit ophold svarede Philip Khokhar en embedsmand fra Nordkoreas udenrigsministerium kritisk igen, efter denne havde proklameret, at arbejdsløshed ikke er et problem i Nordkorea.

”I kan da godt sige, at der ikke er arbejdsløshed i Nordkorea, men der er folk, som sulter i Nordkorea,” svarede DR's korrespondent.

Få timer efter fik Philip Kokhar besked om, at der var problemer med hans pas, og at han ikke kunne regne med at rejse ud af Nordkorea den efterfølgende dag som planlagt. Han blev også afskåret fra at deltage i en koncert samme aften, der ellers var en del af programmet for pressen.

Den efterfølgende dag var problemerne med passet dog forsvundet, og DR-korrespondenten kunne rejse tilbage til Beijing.

DR har tidligere fået afslag på at besøge Nordkorea, beretter Asien-korrespondenten. Det skyldes DR-dokumentaren ”Det Røde Kapel” fra 2006 - en satirisk reportage fra landet, som journalisten og dokumentaristen Mads Brügger og komiker Simon Jul Jørgensen fik adgang til landet ved at udgive sig for at være en teatertrup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også