DR finder ny "Sporløs"-vært

Den hidtidige vært på "Sporløs" har valgt at sige sit job op. Erstatningen er fundet internt.
Rie Helmer Nielsen stopper som vært på "Sporløs" | Foto: Jonas Olufson/Polfoto/Arkiv
Rie Helmer Nielsen stopper som vært på "Sporløs" | Foto: Jonas Olufson/Polfoto/Arkiv

Ditte Haue er ny vært på DR-programmet "Sporløs", når en ny sæson begynder i 2016. Hun afløser Rie Helmer Nielsen, der har valgt at sige sit job op for at blive leder af Kirkens Korshærs kommunikationsafdeling, skriver DR.

Den nye Sporløs-vært har arbejdet for DR i fem år. Hun har senest været live-reporter og sommervært på "Aftenshowet" og "Den store skattejagt". Før det var hun ansvarlig for DR Nyheders dækning af kongehuset.

"Ditte Haue er god til at tale med mennesker, favnende og god til at formidle, hvad hun ser. Samtidig er hun en super reporter, og jeg har stor tiltro til, at Ditte kan give ’Sporløs’ sin egen tone," siger Henriette Marienlund, fungerende kanalchef på DR1, i en meddelelse.

Den nye vært ser frem til at hjælpe folk med at finde familiemedlemmer i programmet, som havde premiere tilbage i 1999.

"Vi møder mennesker, der måske hele deres liv har ledt efter et eller flere familiemedlemmer, og som vi er så heldige at få lov til at hjælpe og følge på denne vigtige rejse. Det er et kæmpe privilegium at få lov til. Så længe jeg kan huske, har jeg fulgt denne rejse som seer. Nu glæder jeg mig til at prøve det som vært," siger Ditte Haue i en meddelelse.

Optagelserne til den nye sæson, som løber overskærmen næste år, begynder inden længe.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også