Producentforeningen begærer person konkurs

Opgøret om den påståede svindel med Copydan-penge i advokatfirmaet Johan Schlüter har taget en ny udvikling, efter Producentforeningen har begæret en person med tilknytning til sagen konkurs. Det skriver Finans.
Konkursbegæringen kommer efter, at Producentforeningen forgæves har forsøgt at inddrive et mellemværende på 4,1 mio. kr. mellem personen og selskabet Registrering Danmark.
Producentforeningen overtog selskabet fra advokatfirmaet Johan Schlüter tidligere på året som led i en aftale om tilbagebetaling af penge, som brancheorganisationen mener, den er blevet snydt for.
"Vi har forsøgt at få inddrevet mellemværendet, men indtil videre har vi kun fået henholdende svar, og vi vil gerne være sikre på, at der ikke er skjulte midler. Det kan vi kun få afklaret ved at begære personen konkurs," siger Klaus Hansen, direktør i Producentforeningen, til Finans.
I forbindelse med overtagelsen af Registrering Danmark fulgte en række tilgodehavender hos bl.a. personkredsen bag Johan Schlüter og selskaber relateret til samme personkreds, skriver Finans. Det er disse tilgodehavender, som danner baggrund for konkursbegæringen.
Der blev torsdag i sidste uge nedlagt navneforbud i sagen. Personen, som er omfattet af navneforbuddet, har ikke ønsket at kommentere sagen over for Finans.
Relaterede artikler:
Jyske Bank har millioner i klemme i advokatkonkurs
For abonnenter