Rønn: DR ikke ansvarlig for værtsbyens underskud

Generaldirektør Maria Rørbye Rønn roser Rigsrevisions rapport om Eurovision, der bl.a. slår fast, at Københavns projektselskab var for skrøbeligt til at løse opgaven.
Foto: Agnete Schlichtkrull, DR
Foto: Agnete Schlichtkrull, DR

DR holdt sit budget i forbindelse med det stærkt omdiskuterede Eurovision Song Contest 2014, men alligevel er der ting, man godt kunne have gjort anderledes. Sådan lyder det fra DR's generaldirektør Marias Rørbye Rønn.

"I bagklogskabens klare lys ved vi i dag, at Københavns projektselskab var for skrøbeligt til at løse opgaven. Det viste sig at få betydning for samarbejdet mellem parterne, og det havde vi naturligvis gerne været foruden. Men jeg vil gerne understrege, at vi gik ind i samarbejdet med tillid til København som værtsby - ikke mindst fordi to af landets største offentlige aktører, Københavns Kommune og Region Hovedstaden, stod bag," udtaler hun i en pressemeddelelse.

I dag kom Rigsrevisionen med den længe ventede rapport omkring Eurovision Song Contest 2014, og der var stærk kritik på en række punkter. En stor del af kritikken gik kort og godt på, at der simpelthen havde været alt for ringe budgetstyring omkring det stort anlagte arrangement.

 Statsrevisorer: Ringe styring af Eurovision

Den del går DR dog fri for, idet Rigsrevisionen påpeger, at DR holdt sit budget. De samlede bruttoudgifter for DR beløb sig til 198 mio. kroner. Fratrukket indtægter fra billetter, sponsorater mv. havde DR en nettoudgift på 131,3 mio. kroner inkl. merlicens, oplyser DR.

"Rapporten peger på tre hovedårsager til værtsbyens underskud: For det første var værtsbyens budgettering utilstrækkelig, for det andet manglede projektselskabet de rette kompetencer, og for det tredje organiserede man sig ikke godt nok. Rigsrevisionens rapport viser også tydeligt, at opgave- og ansvarsfordelingen i kontrakten var klar og entydig, og at DR ikke var ansvarlig for værtsbyens underskud. Disse konklusioner er jeg tilfreds med, fordi det fra starten har været vigtigt for os, at samarbejdet mellem København og DR byggede på en klar opgavefordeling og kendte præmisser," lyder det fra Marias Rørbye Rønn.

Hun anerkender i øvrigt Rigsrevisionen for arbejdet og mener, at det er "(...) en omfattende og grundig rapport, og det er godt, at hver en sten nu er blevet vendt."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Læs også