Eurovision: Chefer må betale penge for drinks tilbage til DR

To chefer har måttet betale penge tilbage til DR, fordi de i forbindelse med Eurovision købte flere genstande end tilladt på DR's regning.
Foto: Mogens Flindt/Polfoto
Foto: Mogens Flindt/Polfoto

DR's chef for sidste års Eurovision-show, Pernille Gaardbo, har måttet betale 1.665 kr. tilbage til DR, skriver Metroxpress.

Avisen har søgt aktindsigt i repræsentationsudgifterne i forbindelse med sidste års internationale grand prix-event, som DR var vært for. Bilagene viser bl.a., at seks DR-chefer i forbindelse med forberedelserne i foråret sidste år var på den københavnske restaurant Bistro Boheme. Regningen for mad og drikkevarer, seks flasker vin og otte store fadøl, løb op i 6.419 kr., som DR dækkede.

Underholdningschef måtte til lommerne

Ifølge DR's interne regler må ansatte dog højst købe tre genstande på DR's regning, og derfor er Pernille Gaardbo blevet bedt om at betale en del af regningen, efter Metroxpress har søgt aktindsigt, skriver avisen.

Også DR's underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, der var en af de øvrige hovedkræfter bag Eurovision, har fået en hilsen fra DR's ledelse og efterfølgende betalt 650 kr. for vinkøb i forbindelse med en middag i april sidste år på restauranten Mash, som DR også betalte for.

”Fejl kan ske, men regler er selvfølgelig til for at blive overholdt. Derfor har vi fulgt op på to konkrete tilfælde,” skriver DR's økonomichef, Niels Ammitzbøll, til Metroxpress i en mail.

Ifølge avisen brugte DR's Eurovison-chefer i alt 290.000 kr. på rejser og repræsentation i forbindelse med grand prix'et.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu