Mediers åbenhed om bijobberi svarer til at have en sygdom, som man har fået diagnosticeret – uden dog at være i behandling.  Det lyder ubehageligt, men det er ikke desto mindre det synspunkt, som redaktionschef Jeppe Duvå, Kristeligt Dagblad, gør sig til talsmand for i Mediawatch tidligere på ugen.

Hvis jeg skal følge logikken i dette synspunkt, må jeg konstatere, at den øvrige journalistiske branche både er syg, ikke-diagnosticeret og dermed også et stykke fra at påbegynde behandling.

Sådan forholder det sig heldigvis ikke. Danske medier har generelt en høj standard, journalisterne er veluddannede og har også en høj troværdighed. 

Chefen bestemmer 

Baggrunden for Jeppe Duvås noget misvisende fremstillinger er, at vi i DR for et år siden valgte at skærpe fokus, når DR-medarbejdere har beskæftigelse ved siden at deres job i DR. Vi har i den forbindelse offentliggjort en liste med de medarbejdere, som har løst opgaver uden for DR med tilladelse fra vedkommendes chef.

Som hovedregel må en ansat i DR ikke have bibeskæftigelse – medmindre nærmeste leder vurderer, at bijobbet ikke risikerer at koste på troværdighedskontoen og derfor kan godkende bijobbet. Det er altid en vurdering fra sag til sag, og det er ikke altid, at et bijob kan godkendes.

Højt hegn om habilitet

At vi i DR har særlige forpligtelser i forhold til public service betyder derfor ikke, at DRs medarbejdere ikke kan have opgaver ved siden af deres beskæftigelse i DR. Faktisk er vi glade for i, at vi har dygtige medarbejdere, der kan stille sig til rådighed i forskellige sammenhænge – uanset om de er ordstyrer på debatmøder, eller om de stiller sig til rådighed med deres specialviden.

Men vi mener, at vi har en særlig forpligtelse til at være åbne om det, hvis en medarbejder udfører en opgave ved siden af sit job i DR. Vores seere og lyttere må aldrig blive i tvivl om vores medarbejderes habilitet eller troværdighed. Og vi har en særlig forpligtelse til løbende at holde øje med, om vi har de rigtige kriterier for godkendelse af bijobberi. Ligesom vi til stadighed vil vurdere, om enkelte medarbejdere eller grupper af medarbejderes bibeskæftigelse risikere at påvirke DRs forpligtelse til at være upartisk. 

Ingen særstatus her

Når fokus i særlig grad rettes mod DR, skyldes det givetvist to ting: Nemlig at DR som det eneste medie har et lovmæssigt krav om at være upartisk. Og samtidig er DR gået forrest i at deklarere vores medarbejderes virke ved siden af deres job i DR.

Argumentet fra Kristeligt Dagblad er, at fordi DR får licensen per automatik, skal DR i særlig grad holde sig for god til at lade sine medarbejdere bijobbe. Fordi DR er født særlig troværdig, har vi en ekstra forpligtelse til ikke at lade vores medarbejdere udføre opgaver for andre. Ifølge Jeppe Duvå skal alle andre medier arbejde ekstra hårdt for at få denne troværdighedsstatus.

Det giver ingen mening. Som udgangspunkt optjener journalister og medier troværdighed ved at agere troværdigt i deres journalistiske adfærd og formidling. Det handler ikke om finansieringsformen. Hvis det forholdt sig som Jeppe Duvå siger, skal vi så også til at definere, hvor offentligt finansieret man må være for at måtte lade sine journalister have opgaver ved siden af deres journalistiske virke? Er det eksempelvis i orden at få et statstilskud på 15 mio. kr. og tillade, at chefredaktøren bijobber for finanssektoren?

Sæt nu varedeklaration på

Det spørgsmål lader sig dårligt besvare. Og det mest rigtige er heldigvis også at være kritisk med sine procedurer for, hvornår man lader en journalist eller chefredaktør løse opgaver ved siden af sit daglige virke. Og dernæst at fremlægge sine beslutninger åbent. Langt de fleste dagblade er nået langt med at deklarere privatfinansieret journalistik i form af livsstilsindhold, produktomtale, rejsereportager, som er finansieret af andre end mediehuset selv.

Hvorfor ligger det så tung med at gribe i egen barm og deklarere ikke kun journalistikken – men også journalisterne?