Sådan spurgte DR Danmarks direktør, Anne-Marie Dohm, for nylig sig selv i et debatindlæg om bijobberi og troværdighed i DR. En debat, som statsinstitutionen i samme omgang slap påfaldende nådigt ud af.

Men hun stillede det forkerte spørgsmål. Det vender jeg tilbage til.

Liste rejser tvivl om habilitet

Hendes spørgsmål blev stillet i forlængelse af, at DR for første gang havde offentliggjort en liste over DR-medarbejderes bijobberi. Listen viste, at DR lader medarbejdere påtage sig sidebeskæftigelser, der for enhver udenforstående at se burde rejse tvivl om flere medarbejderes habilitet.

En højt profileret erhvervskorrespondent på TV-Avisen har fået lov til at udføre bijob for DI, RealDania og Finanssektoren. En vært på TV-Avisen, som dagligt skal stille magtens folk kritiske spørgsmål, har fået chefgodkendt en indtægt fra Mærsk. En politisk journalist må gerne stille op for et ministerium. Der er – tilsyneladende – ikke rigtig noget, der er no go i DR.

Alligevel kunne DR Danmark-direktøren svare ja til sit eget spørgsmål. For i hendes måde at formulere spørgsmålet på, er det dejlig nemt at besvare. Man har vel tiltro til sine egne medarbejderes integritet, ikke sandt?

Det rigtige spørgsmål

Men det rigtige spørgsmål lyder sådan her: Kan offentligheden være sikker på, at DR’s journalister er kritiske og upartiske overfor bestemte organisationer, hvis de samtidig i deres fritid løser opgaver for vedkommende organisationer? Dén debat bør ikke være slut. Og den lille forskel i formuleringen er vigtig. For spørgsmål om habilitet – altså hvorvidt en medarbejder er havnet i en interessekonflikt eller ej – handler altid om noget objektivt.

Det afgørende er med andre ord ikke, om journalisten (eller dennes chef) føler eller tror, at der er et problem. Det afgørende er, om offentligheden, altså DR’s brugere og licensbetalere – der jo ikke kan røntgenfotografere, hvad der foregår mellem ørerne på den enkelte bijobbende DR-journalist – har garanti for, at sideindtægter på flere hundrede tusinde kroner om året slet ikke påvirker journalistens adfærd, dømmekraft og upartiskhed.

Og her det oplagt, at svaret kun kan være nej. Objektivt er der skabt et afhængighedsforhold mellem en journalist og en organisation, når sidstnævnte betaler førstnævnte en kvart månedsløn for en dagtjans som moderator. Og tvivlen om, hvorvidt afhængighedsforholdet i praksis svækker journalistens upartiskhed over for denne organisation, må naturligvis komme offentligheden til gode. Det er trods alt offentligheden, DR er sat i verden for at tjene – og ikke for at være platform for højt profilerede medarbejderes private lukrering på deres kendte ansigter.

Anfægter professionalisme

Det er forbløffende, at ikke bare DR’s direktion, men også DR’s bestyrelse kan leve med den tvivl, som bijobberiet rejser. Det her er jo ikke en lille ting. Den anfægter DR’s samlede professionalisme og troværdighed. Uanset hvor fermt DR prøver at tale problemet ned.

DR behøver kun bruge sin normale journalistiske sans og stille sig selv det spørgsmål, som DR’s journalister i indslag efter indslag stiller til eksempelvis læger, der bijobber for medicinalindustrien: Hvorfor skulle vi stole på dem? Kan jeg som patient være sikker på, at lægen kun tager lægelige hensyn, når han udskriver det ene medicinalfirmas middel til mig og ikke det andet firmas? Bør tvivlen ikke komme mig som patient til gode, så lægen holder op med at bringe sig i et afhængighedsforhold af industrien?

Hvor svært kan det være?

Hvis DR’s lønninger er så ringe, at medarbejderne er nødt til at have bijobs, kan problemet inddæmmes med en regel om, at man ikke må bijobbe med noget, der overhovedet nærmer sig det område, man dækker som journalist, eller personer, man som studievært kan komme til at skulle interviewe. DR’s liste over bijobbene viser dog, at der er langt hjem for DR, hvis bare en sådan minimumsregel skal indføres.

Sluse på vid gab

I sit forsvar for tingenes skæve tilstand henviser DR Danmark-direktøren til, at man ”forhindrer”, at en medarbejder mister sin upartiskhed ved forskellige ”sikkerhedssluser”. En af sluserne er ”en chefgodkendelse af bibeskæftigelsen, hvor der skal tages højde for, om der kan opstå interessekonflikter eller problemer i forhold til troværdigheden og upartiskheden”.

Det er i så fald en sluse, der står på vid gab. Som eksemplerne ovenfor viser, må DR-cheferne have et overordentlig afslappet syn på begrebet interessekonflikter. Faktisk findes de ikke rigtig, hvis DR’s egne oplysninger står til troende.

Det kan selvfølgelig være, at aflønningen i alle tilfældene har været under en bagatelgrænse. Altså tre flasker vin eller deromkring. Det er dog meget lidt sandsynligt. I hvert fald har nogle bijobbere angiveligt stødt hovedet mod DR’s indtjeningsloft på 300.000 kroner. Og under alle omstændigheder: Offentligheden kan ikke vide, hvor lukrative bijobbene er. For trods DR’s iver med at fortælle, at man er førende i mediebranchen med transparens, går man ikke så vidt som til at offentliggøre, hvad de enkelte bijobs rent faktisk indbringer.

3,7 milliarder licenskroner forpligter

Hvorfor egentlig ikke? DR er nemlig, modsat langt de fleste andre medier, ikke i den situation, at man kan til- eller fravælge en tårnhøj etisk standard. DR er født med public service som sin grundlæggende pligt, og ingen andre modtager årligt 3,7 milliarder kroner i de facto tvangsudskrevne midler. State-of-the-art inden for presseetik er derfor en indlysende forpligtelse for DR, uanset om det er komfortabelt og bevarer den gode stemning. Og derfor er det faktisk et problem for os alle, at DR’s etik på dette felt er mindre end optimal.

Men transparens er alletiders. Mens vi venter på, at DR løser problemet, er det da et klart fremskridt, at licensbetalerne nu selv kan se, hvor inhabile DR’s journalister gør sig. Transparensen skal bare ikke forveksles med en løsning på problemet. Ligesom at få stillet en diagnose af en sygdom ikke er det samme som at blive kureret for den.