DR: Medieaftale udløser besparelser

Medieaftalen vil kræve større omprioriteringer i DR, siger generaldirektør Maria Rørbye Rønn.
Foto: DR/Agnete Schlichtkrull
Foto: DR/Agnete Schlichtkrull
Med afskaffelsen af erhvervslicensen går DR på sommerferie med en større spare- og omprioriteringsøvelse i vente.

Det siger DR's generaldirektør Maria Rørbye Rønn i en pressemeddelelse.

"Med den nye medieaftale skal vi spare et større millionbeløb samtidig med, at vi skal leve op til en række nye krav. Vi tager derfor nu hul på en prioriteringsopgave, hvor vi både skal finde rene besparelser og ressourcer til at løfte de nye opgaver," siger Maria Rørbye Rønn, der allerede i sidste uge varslede besparelser internt i DR, da resultatet af medieaftalen begyndte at tegne sig.

Rønn: Udsigt til fyringer i DR  

Afskaffelsen af erhvervslicensen medfører samlet set et sparekrav på 75 mio. kroner årligt i DR. Til gengæld får DR som en del af aftalen også tilført et beløb på 30 mio. kr. af de overskydende licensmidler for sidste år og i år. Derudover tilføres 6,4 mio. kr. til at styrke programtilbuddet - sammenlagt omkring 9 mio. kr. årligt i de fire år aftalen løber.

Pengene skal hjælpe medfinansiere nogle af de nye opgaver og krav, medieaftalen stiller DR. DR skal bl.a.styrke tilbuddet til syns- og hørehæmmede, udvikle læringsspil for børn på nettet og styrke indsatsen overfor unge med særlig vægt på danske programmer. Sidstnævnte har længe ligget i planerne for DR's ungdomskanal DR3, der har mødt højlydt kritisk fra politisk  hold, organisationer og branche for at være for meget blockbuster og for lidt public service.

DR's bestyrelsesformand fremhæver, at trods sparekravene sikrer den brede medieaftale, som alle partier står bag, arbejdsro om DR i de kommende fire år.

"Jeg glæder mig først og fremmest over, at der blandt alle de politiske partier er enighed om en ny medieaftale, hvilket sikrer den nødvendige kontinuitet om den opgave, som DR skal løfte. Jeg noterer mig også med tilfredshed, at opbakningen til DR og dansk public service i høj grad er intakt og at vi fortsat kan udvikle vores net-aktiviteter. Derudover har politikerne tilsluttet sig vores strategiske planer om en markant styrkelse af den regionale dækning og en ekstra indsats over for de unge," siger DRs bestyrelsesformand Michael Christiansen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også