Kanal5 snupper Brian Laudrup til EM-dækning

Brian Laudrup bliver fast kommentator på Kanal 5, når SBS Discovery-kanalen fra september viser alle Danmarks kampe i EM kvalifikationen.

Når Danmark til efteråret kaster sig ud i kampen om at kvalificere sig til EM i 2016, sker det på Kanal5.

Det bliver med sportsvært Mette Cornelius, Frank Arnesen og Brian Laudrup ved roret.

”Vi er sikre på, at Brian Laudrup, Frank Arnesen og Mette Cornelius sammen kan samle seerne omkring landsholdet og give danskerne et unikt indblik,” siger Jes Holm Andersen, Sportschef hos SBS Discovery i en pressemeddelelse.

”Jeg glæder mig til at dele ud af mine erfaringer fra mine egne landskampe, og Frank og jeg kommer til at supplere hinanden rigtigt godt i Kanal 5's nye fodboldstudie. Vi kommer fra to forskellige epoker i dansk fodbold, og sammen vil vi være den perfekte European Qualifiers ekspertduo,” siger Brian Laudrup.

For knap to uger siden stoppede Brian Laudrup som mangeårig medvært på TV3+  fordi hans redaktionelle rolle på TV3-skærmen ikke kunne forenes med et kommende nyt job som talmand for et bettingselskab, hed det fra TV3. 

SBS Discovery vil kun oplyse, at man ikke kender noget til Brian Laudrups eventuelle andre jobs.

Ny ankerkvinde

Mette Cornelius er også ny på Kanal5. Hun har stor erfaring med dækning af dansk og international fodbold fra blandt andet P3, TV3 og Canal 9, og bliver ankerkvinden i studiet.

Landsholdets kampe bliver kommenteret af Peter Piil og Morten Bruun. Første gang trioen indtager skærmen på Kanal 5 bliver 7. september, når Danmark åbner EM-kvalifikationen hjemme i Parken mod Armenien.

SBS Discovery Media har rettighederne til alle EM- og VM-kvalifikationskampe herunder Danmarks kampe både ude og hjemme til Euro2016 og VM 2018.

Danmarks kampe kan følges på hovedkanalen Kanal 5, mens de øvrige kampe kan følges på 6’eren eller ses online med et nutv.dk abonnement.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også