Tidl. DR-chef: Uetisk prognose skulle sikre flere seere

DR bringer gerne en tvivlsom exit-prognose, hvis det kan give kanalen en fordel i kampen om seerne, mener den tidligere chef i DR-nyheder, Per Bjerre.
af CHRISTIAN GRUNERT PEDERSEN

I første omgang tog den luften af socialdemokraternes valgfestballoner.

Exit-prognosen, foretaget af meningsmålingsinstituttet Epinion for DR, gav partiet et katastrofevalg. Så slemt gik det dog ikke.

Men selvom DR har beklaget målingen, så ændrer det ifølge tidl. chef for DR-nyheder, Per Bjerre, ikke ved, at public service-kæmpen - ved at bringe den slags målinger - helt bevidst tilsidesætter etiske principper i kampen om at have flest seere til sin valgdækning.

”Når DR er størst, kan man rykke op på karrierestigen, og man kan få en bonuscheck. Og i valgplanlægningen har netop de kræfter ved de senere års valg presset på for at få en exit-prognose tidligt på i håb om, at den kunne sikre flere seere til DR end til TV 2. Den fløj har forsøgt at gå så langt som muligt ved hvert af de seneste valg. I år ser den ud til at have vundet, ” skriver Per Bjerre i et indlæg i Berlingske i dag.

Kommercielle kræfter vil have uetiske målinger

Per Bjerre mener, at exit-prognosen er resultatet af et kommercielt pres på DRs valgdækning, hvor han som medansvarlig for valgdækningen ved flere valg har fulgt, hvad han kalder, etikkens kamp mod den mere kommercielle tankegang.

Den tidl. DR-chef hæfter sig ved, at DR’s nyhedsdirektør Ulrik Haagerup var modstander af exit-polls.

”I begyndelsen var den frisk tiltrådte nyhedsdirektør (Ulrik Haagerup, red.) en etisk helt. Han satte troværdighed over alt andet og var aktiv modstander af at gå ud med tidlige exitpolls ved valg. Det var en uskik i den demokratiske proces, sagde han dengang på vores møder,” skriver Per Bjerre.

Blot 160 havde stemt

Ifølge Berlingske byggede den omtalte måling blot på 160 afgivne stemmer fra 744 adspurgte vælgere. De resterende 584 svar stammede fra en tidligere prognose fra lørdag, søndag og mandag, hvor folk var blevet spurgt, inden de faktisk havde været en tur i boksen.

En troværdig exit-poll skal foretages på selve valgdagen, og man skal helst tale med 5-10.000 vælgere fordelt over hele landet, som faktisk har været i stemmeboksen, mener Per Bjerre.

Meningsmålingsinstituttet har selv advaret Per Bjerre om at gå for tidligt ud med målinger der bygger på spinkle grundlag, da han var chef på DR-nyheder og ansvarlig for valgdækning, skriver han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også