I disse dage færdigbehandles lovforslaget om kulturbidraget, der efter flere års tiltag nu skal vedtages, og er endt som selve hovedmidlet, der skal redde den nødlidende danske filmbranche.

Dansk film befinder sig i den værste krise formentlig nogensinde, med mangel på projekter, konkurser, fyringer og dræn af kompetence fra branchen, og vi har efter alt at dømme ikke set det værste endnu.

Ude i verden er der fortsat stigende budgetter til indholdsproduktion, og fx Netflix oplever fornyet optur efter et års tid med nedsat markedsværdi. Men der uhyggeligt stille i Danmark.

Årsagen til den danske krise er ikke kun generel krisetilstand i Verden - vi har i Danmark fået lagt en ekstra solid bund af tab i milliardklassen efter den uhørt langstrakte uenighed om rettighedsbetaling, der medførte produktionsstop i hele 2022.

Desuden oplever flere brancheaktører, at store streamingtjenester har holdt igen med at bestille nye projekter i Danmark, indtil der var en afklaring om kulturbidraget.

Så den nuværende krise i dansk film beror bl.a. på nogle brancheaktørers manglende evne til at få løst en konflikt på fornuftig tid og smøl fra kulturministeriet med kulturbidraget. 

Fortjener bedre

Men nu er filmaftalen på plads og kulturbidraget er på vej.

Den danske filmbranche havde dog fortjent en meget mere stabil filmaftale på mere sikker grund, og fortjent nogle nye og friske tanker og tiltag. I stedet er filmaftalen snarere gammel vin på nye flasker, tilsat lidt nyt. Men branchen var lettet, især fordi der endelig kom en aftale, hvor forudsigelig den end var. 

Kulturministeren talte begejstret om en stor saltvandsindsprøjtning til dansk film, men alle løfterne om ny investering i dansk film er baseret på et økonomisk tilskud fra kulturbidraget. 

Kulturbidraget blev hentet fra medieforliget og over i filmaftalen, hvor provenuet primært skal gå til dansk film, anslået 78 mio. kroner - om end dette, som det hedder i lovteksten, ”Kulturministeriet estimerer med betydelig usikkerhed…”. 

Problemerne lurer - for kulturbidraget defineres dels af mange som en regulær skat, der vil blive opkrævet alle større streamingtjenester i Danmark, og dels værende af en størrelsesorden, der kan være problematisk og efter al sandsynlighed vil medføre juridiske tiltag fra de største aktører.

Afviser kritik

Med den nye filmaftale er det staten, der er blevet den største vinder, ikke filmbranchen – man undgår at statskassen skal til lommerne for at hjælpe den nødlidende danske filmbranche. Fremfor at skulle finde penge på Finansloven til dette stærkt påtrængende formål, så vil man hente pengene ved at opkræve branchens aktører en helt ny type skat.

En del andre EU-lande har indført lignende ordninger, men den danske ordning opererer med så høje satser, at den kan betragtes som ude af proportionalitet i henhold til reglerne om det indre digitale marked. 

Senest har Viaplay i et høringssvar meldt, at man vil kæmpe med næb og klør mod kulturbidraget, og gennemlæser man høringssvarene til lovforslaget over ordningen, er det nærmest ét stort nervepirrende problemkatalog. 

I kommentarerne fra kulturministeriet til høringssvarene afvises alle de alvorlige kritikpunkter dog – så man må virkelig håbe, at kulturministeriet har fået udarbejdet grundige analyser og dybdegående rapporter, der kan understøtte afvisningen af alle de påpegede problemer. 

F.eks. påpeger Netflix i deres høringssvar: ”Vi mangler en analyse af, hvorfor instrumentet er nødvendigt, dets effektivitet og virkning”. 

Det er bekymrende.

Det kan selvfølgelig også være, at man bare slår det hen – vi er jo et ganske lille land, og meget tyder på, at de største streamingtjenester allerede har lagt udgiften til kulturbidraget ind i deres seneste og ret store prisstigninger. Når firmaer påføres ekstra udgifter, er der jo altid kun én til at betale – kunden.

Drop investeringsforpligtelsen

For ikke at blive beskyldt for bare at være bedrevidende og sortsynet, så er her et konstruktivt alternativt forslag:

Drop kulturbidragets investeringsforpligtelser og nøjes med en ren skat på en eller halvanden procent, og send disse ca. 60-80 millioner direkte til Det Danske Filminstitut til dansk film. Den lave sats vil måske fjerne risikoen for sagsanlæg om proportionalitetsforvridning.

Indfør samtidig en ordning om produktionsrabatter til filmbranchen som en erhvervsstøtteordning, sådan som man gør i andre EU-lande (på nær Luxembourg). Det har den danske filmbranche sukket efter i årevis, og det er en meget mere moderne, sundere og inkluderende form for incitamentsordning, rettet mod både et nationalt og internationalt filmmiljø – frem for bare at opkræve skatter og stille krav om investering.

Start med at allokere 2-300 millioner kroner til produktionsrabatter – pengene kommer igen som værditilvækst på måske omkring faktor tre for det danske samfund (i Norge har man beregnet samfundsværdien af deres produktionsrabatter i filmbranchen til faktor 4,7).

Den danske filmbranche havde fortjent en filmaftale, der var baseret på sådanne meget mere sikre penge og reel nytænkning. De danske filmaftaler har gennem de seneste årtier været påfaldende ens, uden den store nytænkning, og vi har nu de seneste år set branchen gennemgå stærkt stigende forandringer.

Så der skal noget nyt til. Filmaftalen er ikke langtidsholdbar med den triste krise, dansk film er i for tiden - og kulturbidraget er for uvist, usikkert og risikabelt.

Disclaimer:

Claus Bülow Christensen har for Animation Denmark udarbejdet en kritisk rapport om det danske kulturbidrag, der indgår som en del af Animation Denmarks høringssvar om kulturbidraget. Alle høringssvar ang. kulturbidraget kan ses her: https://prodstoragehoeringspo.blob.core.windows.net/94695b3c-c70f-4d21-b1e7-3653c550ae5a/H%C3%B8ringssvar%20-%20Kulturbidragsloven.pdf.

Claus Bülow Christensen har ligeledes udarbejdet en hvidbog for Copenhagen Film Fund om de europæiske landes produktionsrabatter.