Klumme |

Det er et dramatisk efterår for danske aviser med voldsomme fyringsrunder efter lige så voldsomme fald i annonceindtægterne. Og nu også en åben strid om mediestøtteordningen.

De store københavnske bladudgivere – JP/Politikens Hus, Berlingske Media og Dagbladet Børsen – har sammen med foreningen Nye Medier bedt EU-Kommissionen om at vurdere den nye mediestøtteordning, som ellers er vedtaget af et stort flertal i Folketinget og støttes af branchens organisation, Danske Medier.

Reelt er der tale om en klage over konkurrenceforvridning, og reaktionerne er voldsomme og usaglige. De efterlader én med en mistanke om, at der godt kan være noget at komme efter; at dette ikke kun handler om heste, der bides om den tomme krybbe.

Socialdemokratiets medieordfører, Mogens Jensen, erklærer sig simpelt hen ”rystet”. Kulturministeren, Jakob Engel-Schmidt (M), taler om noget ”helt uforståeligt”, og hans skriftlige kommentar er stivet af med suggestive formuleringer som ”de store landsdækkende mediekoncerner” – uanset at JFM er mere end dobbelt så stor som Berlingske. 

Svært at komme udenom

Omlægningen af mediestøtten har som bekendt til formål at hjælpe medier uden for de store byer – at sikre ”at der er medier og en journalistisk vagthund i alle dele af Danmark, også uden for de større byer”, som kulturministeren formulerer det– og indebærer både et sænket titelloft og et nyt koncernloft for at undgå, at det sænkede titelloft omgås ved at flytte rundt på udgifterne i en koncern. 

Altså et klassisk eksempel på, at indførelsen af én regel straks trækker en ny regel med sig.

Jeg er ikke ekspert i EU-ret og vil derfor slet ikke vove mig ud i en vurdering af, om mediestøtteordningen lever op til EU’s konkurrenceret. Men som lægmand synes jeg det er er svært at komme uden om, at både koncernloftet og den særlige supplementsordning til Information og Kristeligt Dagblad er diskriminerende – og derfor også både uretfærdig og uhensigtsmæssig. 

Det sidste burde være åbenlyst: Hvis nu Berlingske Media, helt, helt hypotetisk, besluttede sig for at udgive en slags daglig Weekendavis, ville man komme i direkte konkurrence med Information og Kristeligt Dagblad. Og så ville man på forhånd være bagud med de ekstra millioner, de to får takket være supplementsstøtten. Det er jo en effektiv måde at sikre sig, at der aldrig nogensinde kommer sådan et medie.

På tilsvarende vis vil koncernloftet en dag kunne forhindre JFM i at oprette nye lokale eller regionale medier. Eller at fusionere med andre, eksisterende medier.

Fastfryser ejerstruktur

Man har kort sagt skabt en støtteordning, som tager 30 mio. kr. fra seks storbymedier og giver til provinsen – via sænkningen af det generelle titelloft – men i øvrigt nærmest fastfryser den eksisterende medie- og ejerstruktur. 

Det var, hvad de politiske partier kunne enes om, og selv dét kan branchen ikke længere samles om. 

Imens æder globale koncerner sig ind i danskernes mediebudgetter, og mikro- og amatørmedier fortrænger traditionelle lokalmedier, som beskrevet af tidligere kulturminister Mette Bock. 

Der er noget sært forandringsangst og tilbageskuende over hele arrangementet; man flytter rundt på Titanics dækstole, men uden at ændre skibets kurs. Og er det virkelig alt, man kan blive enige om, var det nok bedst samtidig at underlægge hele ordningen den årlige aftrapning, man allerede har indført for supplementsstøtten.