Sam Productions køber filmrettighederne til Lars Findsen-bog

Filmrettighederne til spionthrilleren ”Skygger på Silkevejen” er blevet købt af Sam Productions, oplyser forlaget bag bogen, Politikens Forlag.
Filmrettighederne til Lars Findsens spionthriller "Skygger på Silkevejen" er nu på Sam Productions hænder. | Foto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix
Filmrettighederne til Lars Findsens spionthriller "Skygger på Silkevejen" er nu på Sam Productions hænder. | Foto: Brian Karmark/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Produktionsselskabet Sam Productions har købt filmrettighederne til romanen ”Skygger på Silkevejen”, der er skrevet af den hjemsendte spionchef Lars Findsen og forfatter Jacob Weinreich.

Det oplyser Politikens Forlag i en pressemeddelelse.

”Bogen er historien om en ægte dansk heltinde og de menneskelige omkostninger, der kan være forbundne ved at passe på Danmark – samt en hyldest til dem, der gør netop det hver eneste dag. Derfor er jeg også rigtig glad for, at fortællingen bliver omsat til film, og at Sam Productions skal stå for det,” siger Lars Findsen i pressemeddelelsen.

Romanen udkom i maj på Politikens Forlag.

Den var allerede inden sin udgivelse solgt til seks lande.

Direktør for Sam Productions Meta Louise Foldager Sørensen var ikke i tvivl om, at bogen skulle filmatiseres, fortæller hun.

”Jeg læste romanen i ét hug og var allerede på side 20 sikker på, at jeg kunne lave en fantastisk filmatisering ud af materialet,” lyder det i pressemeddelelsen.

I romanen trækker Lars Findsen på sin erfaring fra mere end 20 år i de danske efterretningstjenester.

Han har senest været chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), men blev i 2020 hjemsendt fra sin stilling, efter at Tilsynet for Efterretningstjenesterne (TET) udtalte massiv kritik.

Efterfølgende blev Lars Findsen sigtet og siden tiltalt for læk af højtklassificerede oplysninger, men i november 2023 droppede anklagemyndighederne sagen mod ham.

I april blev han tildelt over 200.000 kroner i erstatning for at være blevet aflyttet i mere end et år, anholdt og varetægtsfængslet i 71 dage.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også