Regeringen vil droppe DR-besparelser i finanslovsudspil

I en ny medieaftale skal besparelser på DR fra 2022 droppes, lyder det i finanslovsudspil.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU/MEDIAWATCH

Regeringen lægger i sit udspil til en finanslov op til at droppe de planlagte besparelser på Danmarks Radio fra 2022.

Det fremgår af et udspil til finansloven, skriver Politiken.

Ritzau har set udspillet, der præsenteres mandag. Her fremgår det, at der lægges op til at prioritere midler til "velfærd, grønne initiativer samt en kommende medieaftale, der omfatter annullering af de forudsatte besparelser på DR's bevilling i 2022 og frem".

De første besparelser er gennemført, efter at VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti i 2018 vedtog at beskære DR med 20 procent. DR har sat første del af besparelserne på 20 pct. i gang og implementeret nedskæringer, der reducerer udgifterne med 420 mio. kr. frem mod 2021. Herfra mangler anden og sidste del, der skal skære yderligere 250 mio. kr. af budgettet i 2022-2023

Men anden runde af besparelserne lægger regeringen altså op til at droppe.

Mere til public service

Kulturminister Joy Mogensen (S) sagde tidligere i august, at det for hende er vigtigt at styrke dansk public service. For ministeren handler det blandt andet om at få mediebrugerne til ikke bare at søge til de medier, hvor de bekræftes i deres holdninger, lød det.

"Det er rigtig vigtigt, at vi får prioriteret vores public service-midler derhen, hvor de kan medvirke til at underbygge nysgerrigheden på hinandens forskellige steder. Det handler ikke så meget om, hvem der producerer det, men hvordan de får skabt de der møder. DR er en væsentlig institution i at producere og sikre, at befolkningen også føler, at de på en relevant måde har adgang til public service, "sagde Joy Mogensen.

I det forståelsespapir, Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og Enhedslisten blev enige om i juni 2019 indgår det, at målet for en ny medieaftale er at "at styrke dansk public service og blandt andet tage initiativ til, at streamingtjenester bidrager mere til danskproduceret indhold."

Kulturministeren sagde for nylig i P1-programmet Mennesker og Medier, at regeringen vil komme med sit medieudspil og skyde forhandlingerne om en ny medieaftale i gang inden december. 

DR ønsker afklaring

I DR har generaldirektør Maria Rørbye Rønn tidligere opfordret regeringen til, at der kommer en hurtig afklaring om fase to af besparelserne og gjort klart, at hvis der skal spares yderligere i 2022, skal planen udarbejdet og tilløbet tages i 2021.

"Vi har balance i vores budget til og med 2021. Vi har brug for adskillige måneder til at lave en plan og flere måneder til at føre den ud i livet. Det viser erfaringerne fra sidste medieforlig. Vi forholder os her og nu til, at regeringen har meldt ud, at der kommer forhandlinger i år, så vi har tid til at tage højde for de ting, der måtte indgå i en ny medieaftale," sagde generaldirektør Maria Rørbye Rønn tidligere i august til MediaWatch.

Budgetterer med underskud

Regeringen præsenterer sit udspil til en ny finanslov mandag.

Regeringen vil blandt andet afsætte 9,2 milliarder kroner på finansloven for næste år til yderligere økonomiske tiltag på grund af coronakrisen.

Derudover fremgår det også af udspillet, at regeringen budgetterer med et underskud på 0,5 procent af bnp, bruttonationalproduktet, på de offentlige finanser næste år.

I henhold til budgetloven er netop 0,5 procent af bnp det maksimalt tilladte underskud, der må være på de offentlige finanser.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også