Ny aftale om forlængelse af hjælpepakker sikrer 680 mio. til kultur

Nogle brancher er fortsat hårdt ramt af de restriktioner, som er indført for at undgå coronasmitte, herunder dele af kulturlivet, der i ny aftale afsættes nye midler til at hjælpe.
Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Et flertal i Folketinget forlænger hjælp til brancher, som er ramt af coronakrisens restriktioner, frem til udgangen af oktober. Det fremgår af aftaleteksten.

Det drejer sig om dansk erhvervs-, kultur- og idrætsliv, som har forbud mod at åbne, er begrænset af forsamlingsforbuddet på 500 personer, grænselukninger og rejsevejledninger.

"Selv om der grundlæggende er godt styr på coronasmitten, så er truslen ikke drevet over," siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde.

"Derfor har vi udskudt dele af fase 4. Vi skal åbne økonomisk klogt op. Vi skal lytte til eksperterne, som siger, at vi skal udfase de generelle hjælpepakker. Men vi skal stadig hjælpe de dele af erhvervslivet, som er ramt af forsamlingsforbud, grænselukninger og rejsevejledninger."

Over halv milliard til kultur

Som en del af aftalen om forlængelsen af hjælpepakkerne indgår en pulje på 680 mio. kr. til kulturlivet.

"Ud af de 680 millioner kroner, der bliver lagt ud til kultur, idræts- og foreningslivet til at søge handler de 400 millioner handler om at støtte aktivitet som oplevelser og inspiration. De resterende 280 millioner handler om at fortsætte hjælpepakker til dem, der fortsat er underlagt restriktioner," siger kulturminsiter Joy Mogensen.

Bag aftalen står foruden regeringen, Venstre, SF, De Radikale, De Konservative og Alternativet, men Enhedslisten tidligere på dagen valgte af forlade forhandlingerne efter uenighed om, hvilke firmaer, der skal opfattes som værende i skattely, når det kommer til adgang til hjælpepakker. Forinden havde Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forladt forhandlingsbordet.

De Radikales kulturordfører Zenia Stampe siger, at spillesteder og kulturinstitutioner får hjælp med aftalen, så de kan holde forestillinger og koncerter trods corona-afstandskrav.

"Med aftalen giver økonomisk hjælp til kulturinstitutioner, spillesteder og teatre, som har valgt at holde åben og lave forestillinger for et stærkt reduceret publikum. Med aftalen sikrer vi, at det kan løbe rundt, selvom man kun kan fylde en tredjedel af teatersalen," siger Zenia Stampe.

Partierne bag aftalen er også enige om, at man skal undersøge muligheden for at åbne mere for dele af kultur- og idrætslivet. Her nævnes blandt andet spillesteder, teaterforestillinger, koncerter, biografer og professionel idræt.

Den nuværende hjælpeordning for kultur- og sportslivet udløber lørdag.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også