Teknisk fejl fjernede undertekster fra dronningens tale

DR beklager, at der under store dele af dronning Margrethes nytårstale ikke var undertekster på skærmen.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Hørehæmmede var i år særligt udfordrede under dronning Margrethes nytårstale.

Sædvanligvis er der undertekster på skærmen hos både DR og TV2, når dronningen taler nytårsaften.

Men i år forsvandt underteksterne under store dele af nytårstalen - både under transmissionen på DR1 og TV 2.

DR beklager på sin hjemmeside de manglende tekster.

"Der er tale om en teknisk fejl i vores tekstningssystem, da vi sendte live. Vi sørger for rigtig tekstning i genudsendelser og på DRTV. Vi beklager," siger Lasse Bastkjær Jensen, der er kommunikationschef i DR.

Han kan ikke over for Ritzau uddybe yderligere om fejlen.

For tre år siden - i 2016 - var det en noget større fejl, der påvirkede transmissionen af dronning Margrethes nytårstale.

Dengang måtte flere end en million danskere opgive at se dronningens nytårstale på fjernsynet, da tv-signalet fra udbyderen YouSee gik ned sidst på eftermiddagen den 31. december. 

Først efter 30 timer vendte tv-signalet tilbage.

Ifølge TDC, som ejer YouSee, skyldtes nedbruddet "en bevidst skadelig handling", og få dage inde i det nye år blev en 51-årig mand sigtet og anholdt i sagen.

Senere blev sigtelsen mod manden opgivet, da der efter anklagemyndigheden ved Københavns Politis opfattelse ikke var grundlag for at opretholde den.

Det var i år 48. gang, at dronningen holdt nytårstale.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også