Farvel tv-program: DR lægger dagens programmer på DRTV fra morgenstunden

Streamingvanerne vinder frem, og det får DR til at gøre op med den traditionelle udsendelsesstrategi. Fra marts løsrives programmerne fra flowkanalerne, så dagens programmer kan ses på DRTV fra kl. 6 om morgenen.

DR tager næste skridt i den digitale transformation og løsriver programmerne fra flowkanalerne i sendeplanen, skriver DR i en pressemeddelelse.

Frem for at drysse DR's programmer ud på streamingtjenesten DRTV i takt med, at de bliver vist på DR's tv-kanaler, sadler DR om, og programplanlægger DRTV selvstændigt. Det betyder, at programmerne på DR's flow-kanaler fremover bliver lagt på DRTV kl. 6 hver morgen.

"I en digital virkelighed giver det ikke længere mening at udgive programmerne på bestemte tidspunkter. Ser man sine programmer via streaming, navigerer man typisk efter ugedag – ikke efter tidspunkter," siger Peter Rosberg, publiceringschef i DR, i meddelelsen.

Brugen af streaming stiger hastigt, og allerede i dag streamer hovedparten af seerne programmerne på DR3, der lukker på flow-tv fra 2020, forklarer Peter Rosberg.

"Lige nu ser vi et endog meget markant skifte i danskernes TV-forbrug henimod streaming. Det er særligt de unge, der i hastigt tempo vender ryggen til flow-tv og i stedet streamer deres yndlingsprogrammer. Vi kan se, at de danske produktioner på DR3 bliver set næsten udelukkende på stream. Hvis man kigger på de 10 mest sete programmer i 2018 på DR3 var 88 procent af seningen på DRTV og de resterende 12 procent på flow. Det er langt mere, end vi havde regnet med for bare kort tid siden," siger Peter Rosberg.

Ud over DR3 lukker også DR Ultra og DR K på flow-tv i 2020.

Enkelte undtagelser

Peter Rosberg uddyber, at der dog vil være undtagelser, hvor DR vil holde fast i, at programmerne bliver publiceret samtidig på flowkanalerne og på DRTV.

"Det kan for eksempel være ’Den Store Bagedyst’ eller afslutningen på en stor dramaserie, hvor vi ikke vil ødelægge oplevelsen for folk som ser programmet på flow-tv," siger Peter Rosberg.

"Nogle programmer er kendetegnet ved, at de er bygger op til et endeligt klimaks, og hvis programmerne samtidig er så store, at det er en del af den fælles samtale, at man skriver om dem på sociale medier, eller aviserne skriver om dem, så vælger vi at publicere simultant på flow og DRTV."

Ud over DR3 fylder også andre af DR's kanaler i dag meget i streamingbilledet, ifølge Politiken. F.eks. så 44 pct. af seerne til den seneste sæson af "Gift ved første blik" på DRTV, og 33 pct. så "Den store bagedyst" på nettet. Peter Rosberg forklarer til avisen, at mens fiktion er det, der udgør hovedparten af indholdet på internationale streamingtjenester som Netflix og HBO, skal det udgøre mellem 10-20 pct. på DR TV.

Ud over at lægge dagens programmer på DRTV fra morgenstunden vil DR også tænke programplanlægningen mere i ugedage og f.eks.publicere den kommende uges nye DR3-programmer om søndagen og lægge nye dokumentarer på DRTV om mandagen, skriver DR.

Selvstændig rådgiver og formand for produktionsbureauet Drive Studios, Keld Reinicke. vurderer over for Poltiken, at DR's træk er klogt, men at DRTV undervurderer betydningen af nyheder, som han mener, er for svære at finde på DRTV.

"DR bør være mere bevidste om, at nyhederne er en meget vigtig faktor i denne her omstilling fra flow til digitalt tv," siger Keld Reinicke til Politiken fredag.

Nyhedernes rolle og vej ud til seerne er TV 2 i gang med at sætte ekstra fokus på. Onsdag blev det meldt ud, at TV 2 Nyhederne opretter en redaktion dedikeret til nyheds- og aktualitetsstoffet til TV 2 Play.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også