MediaWatch

DR udstikker to ambitioner for dækning af kommende valg

Danskerne skal vælge nye medlemmer af både Folketinget og Europa-Parlamentet i løbet af de kommende måneder. DR's dækning af valgene har to hovedambitioner, lyder det fra nyhedschef.

Foto: PR

Den del af den danske befolkning, der har stemmeret, har mulighed for at sætte krydser på en stemmeseddel ved to valg i de kommende måneder. 26. maj skal der vælges nye danske medlemmer af Europa-Parlamentet, og på et endnu ukendt tidspunkt – dog senest 17. juni – afholdes der valg til Folketinget.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bestemmer, hvornår valget udskrives. Men uanset hvornår det bliver, melder Thomas Falbe, nyhedschef i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter, sig klar til de to forestående valg. Det skriver dr.dk.

Planerne for DR's valgdækning blev præsenteret for medarbejderne tidligere på ugen. DR går ind til dækningen med to ambitioner: Den skal skære igennem støjen, og så skal den tage udgangspunkt i danskernes hverdag.

"Fra seneste folketingsvalg i 2015 og til nu er der sket en mangfoldiggørelse af medieudbuddet, og mange folk føler, at de drukner i informationer […] Vi vil sikre, at det i høj grad er danskernes dagsorden, som præger vores dækning," siger nyhedschef Thomas Falbe til dr.dk.

Uenige sammen

Konkret inviterer DR alle danskere til at være "Uenige Sammen". Konceptet går ud på, at de, der tilmelder sig projektet, skal mødes med en, som vedkommende ikke er enig med politisk set, men som man bor tæt på.

Samtidig lanceres et digitalt format som optakt til Europa-Parlamentsvalget, hvor unge danskere og unge fra en række europæiske lande mødes igennem korte videoer.

"Vi vil sikre en troværdig og upartisk dækning af den politiske diskussion. Og så skal folk opleve, at vi faciliterer en dialog og politisk samtale og ikke et skænderi mellem politikerne," udtaler Thomas Falbe.

Relaterede

mediawatch 14 day trial

Seneste nyt

Mediejob

Se flere

Se flere