24syv hevet i retten: Styrelse fortryder aktindsigt

Trafik- og Byggestyrelsen har angiveligt fortrudt en aktindsigt til Radio24syv og hev derfor mediet i retten.
Foto: /Ritzau Scanpix/Anthon Unger
Foto: /Ritzau Scanpix/Anthon Unger
RITZAU

Nyhedschef på Radio24syv Simon Andersen var lørdag en tur i Københavns Byret. Årsagen var en aktindsigt, som mediet har bedt om - og fået - i dokumenter om CIA og FBI's overflyvninger af dansk luftrum i forbindelse med krigene i Irak og Afghanistan.

Det skriver TV2.dk.

Angiveligt mener Trafik- og Byggestyrelsen, der ligger under transportministeriet, at der er blevet vedlagt for mange dokumenter, og derfor vil styrelsen nu have nogle af dem igen, men radiostationen nægter.

Ifølge Simon Andersen viser det materiale, som Radio24syv har modtaget i forbindelse med indkaldelsen til Københavns Byret, at tilbagetrækningen af aktindsigten sker efter ønske fra den amerikanske ambassade.

"Vores principielle holdning er selvfølgelig, at et materiale, der er udleveret efter offentlighedslovens regler, det har vi lov til at beholde. Det kan man ikke komme to dage efter og trække tilbage," lød det fra Simon Andersen ifølge TV2.

Nyhedschefen oplyste også, at radiostationens journalister endnu ikke har fået overblik over materialet. Derfor kan han ikke vurdere, hvorfor Trafik- og Byggestyrelsen vil trække aktindsigten tilbage.

"Det ville nok være forkert af mig at gå nærmere ind i det nu, når vi nu skal have et slagsmål om, hvorvidt der er ting her, der kan skade rigets sikkerhed og forholdet til USA. Det er jo det, man påstår," udtalte han.

Københavns Byret valgte lørdag at udskyde sagen. På tidspunktet var det sådan, at radiostationen ifølge TV2.dk ikke havde hørt noget, der fik dem til at ændre holdning, og Radio24syv har derfor ingen intentioner om at levere dokumenterne tilbage.

Trafik- og Byggestyrelsen oplyser overfor Ritzau, at styrelsen ikke har nogen kommentar.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også