P3 pumper mere nyhedsstof i sendefladen efter lukning af P3 Nyheder

I stedet for de klassiske timenyheder vil dagsaktuelle nyhedshistorier få en mere central plads i flere P3-programmer efter nytår. Det sker i et forsøg på at holde på unge lyttere.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

Sendefladen på DR's radiokanal rettet mod de unge, P3, bliver uden indslag fra Radioavisen i dagstimerne i det nye år. Nyhedsstoffet er dog ikke hvisket af tavlen hos radiokanalen – men det står over for et hamskifte.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Fra 3. januar vil dagsaktuelle historier blive masseret mere ind i morgenprogrammerne "Kickstarter" og "Go' Morgen P3", mens eftermiddagsfladens "Påstand mod påstand" vil følge op på dagens markante nyheder. I "Go' Morgen P3" skal redaktionen i det nye år udvælge tre relevante, dagsaktuelle historier, som værterne og deres gæster vil behandle ét for ét i programmets tre timers sendetid.

Bagtæppet er, at målgruppens medievaner har ændret sig, hvilket har gjort timenyhederne utidssvarende, mener chef for Ung radio og podcast i DR, Søren Bygbjerg.

"Ambitionen er at gøre de dagsaktuelle historier til en mere integreret og naturlig del af samtalen. Vi styrker aktualitetsstoffet ved at tilpasse indholdet, så det er mere tidssvarende med de unges medievaner i dag. Derfor lægger vi et målrettet fokus på aktualitet om morgenen og sen eftermiddag, fordi det er på de tidspunkter, vores lyttere bliver opdateret gennem radiolytning," siger Søren Bygbjerg i meddelelsen.

"P3 Nyheder har været en institution i DR gennem 20 år, og jeg har ikke andet end beundring til overs for redaktionen. Vi må dog konstatere, at tiden er inde til at tænke i nye baner. Det bliver en ny måde at høre P3 på, men ændringen sker, på baggrund af at de fleste unge ikke længere bliver opdateret gennem klassiske timenyheder i radioen," slutter han.

Den nye nyhedsstrategi sker som led i en større omlægning på de indre linjer i DR. På ungdomsområdet handler det bl.a. om at samle alle DR's brands for målgruppen under ét i afdelingen Unge, som Malene Birkebæk står i spidsen for. Samtidig vil DR omdirigere kræfterne mod de digitale tilbud i DR Lyd og DRTV.

"DRTV skal have en puls og ikke være en bibliotekstjeneste"

BBC genåbner DR3-pendant som flow-kanal - DR vil holde den i graven 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også