Frihedsbrevet går i luften med pris med plads til nye produkter - og uden annoncer

Det gratis nyhedsbrev, som Mads Brügger og Frihedsbrevet udsender, er en hovednøgle til at opbygge den abonnementsbase, mediet skal leve af, siger kommerciel direktør. Foreløbig har 10.000 tilmeldt sig nyhedsbrevet.
Frihedsbrevets drifts- og kommercielle direktør Charlotte Hoffmeyer satser i første omgang på organisk vækst i abonnementsbasen. | Foto: Pernille Ringsing
Frihedsbrevets drifts- og kommercielle direktør Charlotte Hoffmeyer satser i første omgang på organisk vækst i abonnementsbasen. | Foto: Pernille Ringsing

Grundlovsdag gik Mads Brüggers nye medie Frihedsbrevet i luften med et tilbud om at blive medlem for 79 kr. om måneden eller 749 kr. på et år. 

Til sammenligning koster Zetland 129 kr. månedligt (men 64 kr. for studerende) og Føljeton fra 10-59 kr. månedligt, mens Den Uafhængige har lagt sig på 39 kr. månedligt.

For den pris får Frihedsbrevets medlemmer ugentligt adgang til seks nyhedsbreve om finans, kultur, politik, litteratur, tænkning og ting, du kan bruge din fritid på - og ifølge Frihedsbrevets kommercielle direktør og COO, Charlotte Hoffmeyer, levner prisen plads til, at flere nyhedsbreve og andre produkter kan komme til og indgå i nye abonnementspakker.

"Prisen afspejler det produkt, vi har på hylderne i den første fase af vores plan. Vi kunne også have gået endnu billigere ud, men det ville ikke signalere den værdi og journalistiske kvalitet, der ligger i produktet. Samtidig giver prisen mulighed for, at vi kan udvikle et større udbud, når vi på sigt lancerer flere nyhedsbreve og andre produkter," siger hun.

Ifølge direktøren er der ikke nødvendigvis tale om, at prisen på 79 kr. for de seks nyhedsbreve hæves, men at der kommer et nyt prismiks, når der lanceres nye produkter og nyhedsbreve.

Ifølge direktøren er det sandsynligt, at der føjes nye nyhedsbreve til inden for et halvt år. Hvilke produkter, der ellers er på bedding, holder mediet for sig selv indtil videre.

Næsten 10.000 gratister

Som navnet Frihedsbrevet antyder, slår mediet sig op på at være fri for statslige, kommercielle og politiske interesser, hvilket bl.a. indebærer at klare sig uden mediestøtte.

Mads Brügger, som er stifter og adm. direktør for Frihedsbrevet, har tidligere sagt til MediaWatch, at finansieringen af mediet er sikret ca. tre år ud i fremtiden - og derefter er det abonnementsindtægterne, der skal få virksomheden til at løbe rundt.

Udover de seks gratis nyhedsbreve udsender Mads Brügger som nævnt selv et gratis nyhedsbrev, som har til formål at få flere kunder i butikken.

Indtil videre har næsten 10.000 personer skrevet sig op til at modtage nyhedsbrevet, og en del af dem har skrevet sig op til et 14-dages prøveabonnement på de betalte nyhedsbreve, fortæller Charlotte Hoffmeyer, som endnu ikke ønsker at oplyse, hvor mange det drejer sig om.

"Vi har en solid tilgang til det gratis nyhedsbrev. Men vi har også oplevet en overvældende interesse, og vi ligger langt højere, end vi havde forventet lige nu i forhold til de betalende medlemmer," siger hun

Selvom der er tale om en prøveperiode, som ikke forpligter til betaling efter 14 dage, har hun en tro på, at mange af dem vil blive hængende efterfølgende. Det skyldes, at "en stor del" har skrevet sig op til et årsabonnement, hvor man sparer 199 kr. årligt i forhold til den månedlige betaling på 79 kr.

"Nu skal vi selvfølgelig se, hvordan konverteringen ligger efter de 14 dage. Men umiddelbart ser det ud til, at dem, der har meldt sig ind nu, ikke kun er inde for at snuse til det, men er inde for at give det en reel chance og støtte op om os," siger hun.

Organisk abonnementssalg

I første omgang vil Frihedsbrevet ifølge Charlotte Hoffmeyer ikke rulle de store kampagner og strategier ud for at hive endnu flere medlemmer om bord. Til at begynde med vil mediet drage erfaringer fra, hvad der får de første medlemmer til at bide på, og her spiller medieprofilen Mads Brügger, der bl.a. følges af godt 74.000 på Twitter, en hovedrolle.

"Lige nu bygger vi det forholdsvist organisk op. Vi kan se, at der er en stor tilslutning til det betalende nyhedsbrev igennem det gratis nyhedsbrev, Mads sender ud. Så det er en måde at gøre opmærksom på os selv. Derudover har vi en meget beskeden Facebook-annoncering med vores grundlovsfilm," siger hun og henviser til en video, som flere af mediets medarbejdere indgår i, og som blev offentliggjort Grundlovsdag 5. juni.

Videoen er produceret i samarbejde med reklamebureauet Wibroe, Duckert og Partners, som sandsynligvis også vil komme ind over marketingsdelen fremover i det omfang, der er behov for det, lyder det.

"Men vi har ikke lagt de helt store budgetter for annoncering endnu. Vi vil lige vente og se, hvor meget af det første, vi har lagt ud, kan trække, og så vil vi gerne lære på baggrund af det," siger hun.

Fra 1. august har Frihedsbrevet ansat en person til at varetage tilvæksten af medlemmer som Subscription Growth and Experience Manager.

Ser kommercielle muligheder an

Som det ser ud nu, er der ikke planer om at spæde omsætningen op med indtægter fra annoncering, siger Charlotte Hoffmeyer. Igen handler det om at være så fri og uafhængig som muligt.

"Vi har en ambition om kun at være i lommen på vores medlemmer. Vi har selvfølgelig fået noget startkapital til at komme i gang, men vi vil gerne være selvfinansieret via medlemmerne. Det stiller os mere frit og uafhængigt, som er den ambition, vi har lagt ned over mediet," lyder det fra driftsdirektøren.

Kan det ændre sig på sigt, eller ligger det fast?

"Det ligger fast lige nu, og det vil det nok gøre i en rum tid fremadrettet. Der er ingen planer om at ændre det på noget tidspunkt, men jeg lader mig selvfølgelig hele tiden inspirere i forhold til, hvad der giver mening for den kommercielle del af forretningen. Men det er ikke noget, jeg forestiller mig, at vi kommer til at gøre på den traditionelle måde, man tænker annoncering på," siger Charlotte Hoffmeyer.

Mads Brügger: "Jeg har i hvert fald en horisont, der rækker tre år ud i tiden" 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også