Berlingske Media vil bygge bro til unge og hæve lyttertal som ny medejer af Loud

Kort efter Berlingske Media er blevet medejer af lydmediet Listen to News, er mediehuset på vej ind i ejerkredsen bag Radio Loud bl.a. for at opdyrke podcastområdet til unge. Den målgruppe "render rundt med hovedtelefoner. Det er det, vi vil arbejde med," siger koncernchef.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Et år efter Berlingske Media, som var hovedejer af Radio24syv, trådte ud af det landsdækkende radiomarked med Radio24syvs lukning, har mediehuset kurs mod at træde ind på markedet igen fra den 1. november. Det sker, når Berlingske Media efter planen går ind i ejerkredsen bag Kulturradio Danmark, som driver Radio Loud.

For Berlingske Media lyder rationalet, at selskabet vil drage sig erfaringer med at nå ud til yngre lyttere, som er Radio Louds målgruppe, med lyd.

"Vi tror, det er vigtigt at få opdyrket og fundet nogle nye lydformater til unge. Der er Loud godt i gang, og jeg tror, man kan lave endnu mere. Den rimeligt simple analyse er, at hvis du kigger rundt i mediebilledet for frie, uafhængige medier, så er det svært at få adgang til en ung målgruppe. Samtidig kan vi se, at lige præcis den målgruppe render rundt med hovedtelefoner. Så det er det, vi vil arbejde med," siger Anders Krab-Johansen, koncernchef og udgiver hos Berlingske Media.

Berlingske Media får en ejerandel på 40 pct. Det samme gør den nuværende hovedejer, Radio Diablo. De sidste 20 pct. af ejerskabet bliver fordelt mellem de andre lokalradioer, som også i dag er med i ejerkredsen.

Parterne oplyser for nuværende ikke, hvad Berlingske Media betaler for at blive en del af ejerkredsen.

Formand håber på digitale Berlingske-kompetencer

Louds bestyrelsesformand og direktør hos medejeren Radio Diablo, Martin Brandt Larsen, kalder det en "naturlig udvikling", at Radio Loud udvider ejerkredsen, efter kanalen har været i luften i et halvt år.

"Selvom vi producerer indhold til en ung målgruppe, har vi aldrig haft den tilgang, at det skulle være et ekskluderende medie. Derfor er vi glade for, at der er flere, der kan se sig selv i de tanker, der er født for et år siden, og som vi har arbejdet med i et halvt år nu," siger han. 

Berlingske Media er ifølge formanden en attraktiv partner, når det gælder digitale kompetencer, som også har været en af grundpillerne for aftalen.

"Det interessante ved at indgå et samarbejde med Berlingske Media er de fremtidige muligheder, der kommer i forhold til det digitale indhold og den digitale distribution. Der har Berlingske Media skarpe kompetencer," siger Martin Brandt Larsen.

Med forventningerne til aftalen hører ud over en digital retning også et håb om at løfte lyttertallene hos radiokanalen.

"Der er tænkt mange tanker i forhold til, hvordan vi skal sikre den digitale udvikling. Der ligger åbne muligheder for at udvikle sig på alle de platforme, som Berlingske Media sidder stabilt på."

Ifølge Martin Brandt Larsen kom aftalen i stand efter en henvendelse fra Berlingske Media.

Forsøg på at nå unge lyttere

Om Berlingske Media må bruge erfaringer fra Radio Loud, der finansieres af offentlige midler, og i så fald hvor meget, er ikke noget, som Berlingske Media har sit største fokus på her og nu.

"Det ved jeg faktisk ikke. I første omgang er det interessant, om det kan lade sig gøre, og hvordan det kan lade sig gøre. Hvordan laver du nogle formater, som får folk til at trykke i stedet for at gå ind på Youtube eller andre kommercielle kanaler eller sociale medier? Det er der, de unge rigtig meget er. Hvad skal der til for at nå dem? Det er det, der er interessent. Om det er korte formater, lange formater, whatever, det er det, vi skal finde ud af," siger Anders Krab-Johansen.

Han håber også, at værter, programmer og formater kan leve videre på sigt. Noget lignende skete med Radio24syv. En række programmer fra den hedengangne radiokanal blev i slutningen af 2019 videreført af netop Berlingske Media.

Podcast er i fokus hos Radio Loud. Kanalen hyrede i september en podcastredaktør i skikkelse af Rasmus Mark Pedersen. Hos Berlingske Media er lyd en prioritet med overtagelsen af en række Radio24syv-programmer og senest købet af 60 pct. af Listen to News, der beskæftiger sig med nyheder på lyd.

Har ambition om højere lyttertal

Radio Loud har været i luften i lige over seks måneder. Kanalens første levetid har været præget af kritik af Louds lyttertal, som ifølge Kantar Gallups ugentlige opgørelser i mange uger har været et rundt nul i den unge målgruppe.

Anders Krab-Johansen kalder det "utidigt" at dømme Radio Louds lyttertal, når kanalen ikke har længere tid på bagen.

"Det er nogen, der starter forfra, og at være så hurtig ude med kniven, det synes jeg er mærkeligt," siger han.

Koncernchefen lægger dog ikke skjul på, at Berlingske Media gerne ser, at Radio Louds lyttertal bevæger sig opad.

"Vi har en klar ambition om, at mange flere skal lytte til de programmer og podcasts, der bliver lavet fra Loud. Helt 100 pct. Målepunktet for det skal ledelsen selvfølgelig have lov til at melde ud," siger Anders Krab-Johansen, der samtidig opfordrer til et bredere syn på, hvad lyttertal er for en størrelse.

"Man måler alene på radiolytningen på en DAB-kanal. Det er rimelig håbløst. Jeg tror, man skal lave en meget bredere definition af det, og især er det vigtigt at få alle de digitale kanaler ind rigtig hurtigt."

Sendetilladelse til 2024

Anders Krab-Johansen oplyser, at bestyrelsesposterne i Kulturradio Danmark bliver fordelt, når handlen går endeligt igennem. Hvis det går, som parterne håber, sker det 1. november.

Radio Louds nuværende sendetilladelse løber frem til 31. marts 2024. Berlingske Media er åben for et videre liv efter den dato, uden der dog er er gjort mange tanker om den længere fremtid.

"Det kunne jo også være, det fortsatte. Hvad ved jeg? Nu er det indtil videre tre og et halvt år. Så må vi se, hvad der sker."

Tænker I så langt allerede nu?

"Nej," siger Anders Krab-Johansen.

Radio Loud vandt i oktober 2019 udbuddet af den nye DAB-kanal i konkurrence med Radio24syv og DK4 Radio. Kanalen finansieres af omkring 65 mio. kr. årligt i de fire år, som sendetilladelsen løber.

Det er Radio- og tv-nævnet, der har udstedt sendetilladelsen til Radio Loud. Nævnet er blevet orienteret om Berlingske Medias påtænkte indtræden i ejerkredsen, og parterne afventer nu Radio- og tv-nævnets vurdering af aftalen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også