HK-chef fratræder sin stilling efter arbejdsnedlæggelse

Kommunikationschef i HK fratræder sin stilling, da tilliden mellem chefen og medarbejderne er brudt.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Kommunikationschef i fagforeningen HK Privat Anette Claudi fratræder sin stilling. Det skriver HK Privat i en pressemeddelelse.

Tilliden mellem hende og medarbejderne er brudt. Derfor kan hverken Anette Claudi eller HK Privat se muligheder for, at hun fortsætter i stillingen, lyder det.

Fratrædelsen sker, som konsekvens af at der i kommunikationsafdelingen er ”opstået en situation med uro og beskyldninger, som har handlet om arbejdsmiljøet i afdelingen”, fremgår det af pressemeddelelsen.

Den 13. oktober nedlagde op mod 400 HK-ansatte arbejdet. Ifølge fagbladet Journalisten skyldtes det utilfredshed med Anette Claudi.

Medarbejderne genoptog arbejdet den 14. oktober.

Kritikpunkterne handlede ifølge mediet Frihedsbrevet blandt andet om overfusninger, udskamning og forskelsbehandling over for medarbejdere.

Simon Tøgern, der er sektorformand i HK Privat, kan ikke genkende kritikken.

”Anonyme medarbejdere i HK har desværre i flere medier tegnet et billede af Anette Claudi som leder, som jeg på ingen måde kan genkende.”

”Tværtimod står hun med en særdeles god APV (arbejdspladsvurdering, red.), ikke mindst når der måles på ledelse og trivsel - langt over gennemsnittet i HK,” siger han i pressemeddelelsen.

Anette Claudi er blevet tilbudt en ny stilling i HK Privat, som hun har takket nej til.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også