Saxo: Danmark er ikke interessant for Amazon

Den digitale boghandel med JP/Politikens Hus i ejerkredsen nyder stadig godt af, at Amazon ikke har større interesse for det danske marked, lyder det fra adm. direktør.
Jørgen Balle Olesen, direktør, Saxo | Foto: Valdemar Jørgensen/Polfoto/Arkiv
Jørgen Balle Olesen, direktør, Saxo | Foto: Valdemar Jørgensen/Polfoto/Arkiv

Landets største online boghandel Saxo.com holder stand i den digitale sfære, mens udenlandske internethandler vokser i popularitet hos danskerne.

En ny markedsundersøgelse fra den danske forening for internethandlende, FDIH, viser, at den danske digitale boghandel er den tredjemest brugte online butik i Danmark - lige under tyske Zalando.com og engelsk/amerikanske Amazon. Det skriver Computerworld.

Det er en afgørende fordel for virksomheden, at amerikanske Amazon stadig ikke har taget væsentlige tiltag for at træde ind på det danske bogmarked, fortæller Jørgen Balle Olesen, adm. direktør for Saxo.com, som JP/Politikens Hus ejer en tredjedel af.

"Det er ingen hemmelighed, at en af grundene til, at vi stadig kan eksistere i Danmark er, at vi er et lille sprogområde, som Amazon endnu ikke har fattet interesse for," siger han til Computerworld.

En anden væsentlig forklaring på, hvorfor den digitale boghandel nyder popularitet blandt de danske handlende, er, at bøger er en standardiseret vare, som egner sig godt til e-handel, fordi kunderne ikke behøver se varen fysisk, for at de kan beslutte sig, lyder det.

Den danske boghandel har gennem de seneste år taget skridt for at ruste sig til, hvis amerikanerne på et tidspunkt vender blikket mod Danmark. I 2015 lancerede Saxo.com bl.a. sit Plus-abonnement, hvor medlemmerne betaler 69 kr. om måneden for 25 pct. rabat på bøger, for at skabe større loyalitet hos sine kunder.

"Det er et led i, at vi forsøger at gøre Saxo.com mere konkurrencedygtig - både på markedet som det er nu og i forbindelse med at ruste sig mod konkurrenter som Amazon," fortalte Jørgen Balle Olesen i et interview med MediaWatch sidste år.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også