MediaWatch

Lindhardt og Ringhof vokser med 30 nye ansættelser

Efter vækst i 2020 har Egmont-forlaget Lindhardt og Ringhof føjet 30 nye hoveder til holdet i Danmark og i udlandet, hvor forlaget især er tilstede digitalt.

Forlægger Lars Boesgaard melder om vækst i Lindhardt og Ringhofs aktiviteter | Foto: PR/Lindhardt og Ringhof

Lindhardt og Ringhof har haft gang i ansættelsessamtalerne og siden januar udvidet medarbejderstaben med 30 nye ansigter. Det skriver forlaget i en meddelelse.

Oprustningen dækker over ansættelser i den danske afdeling og i det digitale forlag Saga Egmont, der også er til stede uden for landets grænser.

Udvidelsen har delvist været varslet i forbindelse med vækstplanerne, der knytter sig til Saga Egmonts internationale ekspansion. Vokseværket har fået yderligere fart, efter forlaget løftede omsætning og resultat i 2020.

"I efteråret 2020 meldte vi ud, at vi ville ansætte 40 nye medarbejdere de næste to år. Der var vi lidt for hurtige, for allerede inden årets udgang havde vi ansat de 40 nye. Og her i 2021 runder vi nu 30 nyansættelser på forlaget,” siger Lars Boesgaard, adm. direktør for Lindhardt og Ringhof i meddelelsen.

"Det glædelige er, at nyansættelserne er bredt ud over hele forlaget og i alle afdelinger. Generelt har vi oplevet en kraftig vækst sidste år, og selv om væksten i høj grad er trukket af vores nye digitale afdelinger rundt om i verden, så er alle hjørner af forretningen sunde og i fremgang,” siger han.

Mere fra MediaWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs