Tre nye vidner skal afhøres i straffesag mod eks-chef i PET

Østre Landsret har indledt enestående sag om brud på tavshedspligten. Scharf har fået en ekstra forsvarer.
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

Tre nye vidner indkaldes til at svare på spørgsmål i straffesagen mod den tidligere chef for PET Jakob Scharf.

Vidnerne er tidligere chefanklager i Københavns Politi Carsten Egeberg Christensen, politikommissær Hans Erik Raben fra Københavns Politi samt en tidligere medarbejder i Center for Terroranalyse.

Det oplyser den ene af Jakobs Scharfs forsvarere, advokat Lars Kjeldsen, torsdag i Østre Landsret.

Her har man netop indledt ankesagen, hvor anklagemyndigheden påstår, at Jakob Scharf med en stribe udtalelser i bogen "Syv år for PET" røbede en masse fortrolige oplysninger.

I Københavns Byret blev han dømt for at overtræde sin tavshedspligt og endda under særligt skærpende omstændigheder. Anklagemyndigheden mener, at motivet blandt andet var berigelse - for "at skaffe sig eller andre uberettiget vinding", som det hedder i tiltalen.

Ved byretsdommen i januar blev Scharf straffet med ubetinget fængsel i fire måneder. Desuden fik han konfiskeret fortjenesten på bogen - 397.625 kroner.

I den oprindelige sag blev blandt andre den nuværende chef for PET, Finn Borch Andersen, samt journalist Morten Skjoldager, der skrev bogen, afhørt som vidner.

Jakob Scharf kræver frifindelse i ankesagen, hvor der ventes at blive afsagt dom i februar næste år.

I den nye holmgang i retssystemet har han i øvrigt allieret sig med en ekstra forsvarer. Advokat David Neutzsky-Wulff danner duo med Lars Kjeldsen.

Sagen er enestående. Ingen tidligere chefer i vestlige efterretningstjenester har været igennem lignende straffesager for at have talt over sig.

Tiltalen er omfattende. Hele 28 passager i bogen er kriminelle, hævdes det.

Hvert forhold har fået et bogstav i alfabetet, og byrettens afgørelse vedrørende a, b, c og så videre oplæses torsdag i et fornemt højloftet retslokale i et palæ i Bredgade i København. Der er stuk i loftet og kæmpemæssige guldindrammede spejle.

Tre landsdommere og tre domsmænd sidder bag podiet, og det ligner alle mulige andre straffesager, da retsformanden begynder med at stille et enkelt spørgsmål for at sikre sig, at den rette person er mødt op.

"Hvornår er De født," spørger han. Den tidligere chef i PET er blevet 53 år, viser det sig.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også