PET-chef vil have oprejsning i landsretten

Tavshedspligten vendes og drejes i historisk straffesag. Omstridt bog lå i mistænkt terrorists bagage.
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Det er ikke bare en enkelt karrierejurists renommé, der står på spil torsdag og i en række andre retsmøder i Østre Landsret. Det handler om noget mere. Om offentlighedens mulighed for at få besked om efterretningstjenestens arbejde.

Sådan har Jakob Scharf i hvert fald selv sagt om den enestående straffesag, han er tiltalt i, og som nu får sin anden tur i retssystemet.

Den tidligere chef for PET røbede en stribe fortrolige oplysninger, da han udtalte sig til bogen "Syv år for PET", hævder anklagemyndigheden.

Selv mener han, at han blot fortsatte sin linje fra sin tid som chef og praktiserede "størst mulig åbenhed om PET's forhold". Og at det havde samfundsmæssig betydning.

"Man skal stå ved sit ansvar og fortsætte med at kæmpe for det, man mener, er rigtigt og vigtigt," udtalte Jakob Scharf, da han besluttede at anke den dom, som Københavns Byret havde afsagt.

I januar blev han idømt ubetinget fængsel i fire måneder. Oveni fik han konfiskeret 397.625 kr., som han havde tjent på bogen. 

Byretten gav ham meget lidt manøvrerum. Mundkurven blev spændt temmelig hårdt på. For eksempel oplyser Scharf i bogen, at PET har samarbejdet med Tyrkiets hemmelige tjeneste om at afvise mistænkte syrienkrigere fra Danmark.

Men i sig selv er det en fortrolig oplysning, at PET har samarbejdet med blandt andre den tyrkiske tjeneste, mente retten.

Den lænede sig også kraftigt op ad vurderingen fra den nuværende chef, Finn Borch Andersen. Han har sagt, at udtalelserne skabte en risiko for, at udenlandske partnere fremover ville tøve med at samarbejde. Derfor har Scharf svækket PET og er skyldig, fremgår det af byrettens dom.

Tre landsdommere og lige så mange domsmænd udgør de friske øjne. De skal nærlæse en masse beretninger.

Om en etbenet terrorist i en københavnsk park. Om mistanken om et angreb på hjemvendte soldater. Om kvælerslangen i et terrarium. Om hemmelige ransagninger og meget andet.

Bogen har i øvrigt også fundet læsere blandt mistænkte terrorister. Da betjente i Københavns Lufthavn 1. januar 2017 diskret kiggede i en rejsendes bagage, fandt de "Syv år for PET" sammen med udstyr, som angiveligt skulle afleveres til Islamisk Stat, kom det i efteråret frem i et retsmøde.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også